For 70 år siden rullede en mørk tid med krig og besættelser gennem Europa. Nazisternes mørke tanker,forfølgelser af uskyldige og drab var den hårde hverdag – også for Danmark fra den 9. april 1940. Efter fem lange år brød solen gennem skyerne og Danmark blev befriet. Den 5. maj 1945 vendte livet og lyset tilbage. Og det markerer vi den dag i dag med at sætte levende lys i vores vinduer aftenen før.
Spørgsmålet er, om det også vil ske om 30, 40 eller 50 år?
I år blev det klart for mig, at det er et ret relevant spørgsmål. Den 4. maj sagde jeg nemlig til nogle jeg kender: I dag skal vi huske at sætte levende lys i vinduet.
Der blev kigget spørgende på mig. Og det undrende blik fortsatte selvom jeg nævnte: Det er jo den 4. maj –aftenen før årsdagen for Danmarks befrielse.
Hvorfor kommer jeg med denne historie?
Det gør jeg fordi jeg frygter, at kendskab til den danske besættelse er ved at gå tabt. Det var en af de hårdeste perioder i Danmarks historie. En tid, hvor mange danske borgere mistede deres kære familiemedlemmer og venner i kampen for Danmark. En tid, hvor danske værdier var under et voldsomt pres. En tid, hvor vi levede under afsavn. Jeg tror ikke mange unge kan forestille sig, at det dengang faktisk var umuligt at købe mange af de varer, vi i dag betragter som helt naturlige.
Det er vigtigt, at vi kender vores historie. At vi kender det stof vi er gjort af. At vi kender baggrunden for vores værdier og demokratiske rettigheder.
Den 5. maj mindes vi befrielsen af Danmark. I dag fejrer vi vores Grundlov – og dermed hylder vi vores frihedsrettigheder, demokratiske spilleregler – ja, hele rammen om det danske samfund, vi alle elsker højt.
Vi skal derfor bevare mærkedage som Grundlovsdag. Og vi skal fortælle vores børn og de kommende generationer, baggrunden for Grundloven og vores demokrati.
[Frivillige, styrkelse af civilsamfundet og fremme socialøkonomiske virksomheder]
Intet kommer af sig selv. Ligesom vi skal værne om vores Grundlov og demokrati, skal vi også passe på vores velfærdssamfund.
Som konservativ socialminister, er det vigtigt for mig at slå fast: Vores samfund skal måles på, hvordan vi tager os af de svageste. Vi skal derfor holde fast i, at der er grænser for, hvad det offentlige kan løfte af livets goder og byrder. Og så skal vi også huske, at et stærkt civilsamfund er fundamentet for vores velfærdssamfund.
Civilsamfundet er alt det, som ikke er staten, og som heller ikke er den private sfære. Civilsamfundet er det, som binder vores samfund sammen. Og her er et stærkt civilsamfund blandt andet kendetegnet ved et rigt foreningsliv, mange frivillige organisationer og omtanke for hinanden.
De frivillige foreninger og organisationer har på mange måder vist vejen for vores velfærdssamfund, som vi kender i dag. Mange af velfærdssamfundets bærende institutioner – fra børnehaver til plejehjem og krisecentre – er udsprunget af frivillige initiativer. De frivillige er således med til at udvikle vores velfærdssamfund og skabe nye innovative løsninger.
Derfor er jeg meget glad for de mange frivillige, som hver eneste dag gør en frivillig indsats. Det kan være:
-
Forældrene og andre, som er med til at understøtte den lokale idrætsforening til glæde for børnene
-
Genbrugsforretningen, som udover at skabe fællesskaber for dem som er der frivilligt, også samler penge ind til gode formål
-
Og værestedet, hvor frivillige tager en snak og hjælper nogle af samfundets udsatte borgere.
For mig er der ingen tvivl om, at den frivillige verden spiller en vigtig rolle i vores samfund. Og så har civilsamfundet og de frivillige en rummelighed, som det offentlige aldrig vil kunne tilbyde på samme måde.
Det offentlige kan give alkoholikeren et behandlingstilbud. Men når han er trist og ensom – og bare har lyst til en snak – så har sagsbehandleren jo ikke altid tid. Og slet ikke uden for kontorets normale åbningstid.
…
Set med mine øjne, er det frivillige Danmark med til at opretholde det høje velfærdsniveau, vi har i dag. Rigtig mange udfører en frivillige indsats, men endnu flere har glæde af det frivillige arbejde, der udføres.
At indgå i netværk og være en del af et fællesskab er for alle en vigtig del af livet. Det øger livskvaliteten, at være omgivet af mennesker, der holder af en og med én. En sådan relation kan aldrig helt erstattes af et offentligt tilbud. Livsindhold, selvværd, personlige relationer og nærhed kan ikke købes for penge.
Jeg har hørt flere frivillige give eksempler på, hvor vigtigt det er for den udsatte, at hjælpen er frivilligt funderet – at en person gør indsatsen af egen fri vilje og uden betaling. Det giver en særlig relation og udgør uerstattelig værdi for den berørte. Det kan eksempelvis være ved at give et udsat barn en ven eller en enlig mor et socialt netværk.
Derfor skal vi have et stærkt civilsamfund i Danmark. Regeringen har gennem de seneste år sat gang i en række initiativer, som styrker civilsamfundet og det frivillige Danmark.
Men vi skal videre. Det er ægte konservativ politik. Derfor er jeg godt tilfreds med, at regeringen har givet civilsamfundet en central placering i regeringens arbejdsprogram fra februar.
Og som konservativ socialminister er jeg glad for, at jeg skal stå i spidsen for at udarbejde en strategi, der systematisk inddrager civilsamfundet i arbejdet med socialt udsatte personer og familier. Strategien skal blandt andet finde frem til de områder, hvor frivillige og private aktører kan bidrage til at styrke den sociale indsats. Lad mig nævne nogle af de ting, som jeg vil tage med i strategien.
Før det første er det min ambition at synliggøre de ressourcer og potentialer, der ligger i civilsamfundet – både inden for de områder, hvor der er aktiviteter i dag, men også inden for nye områder, hvor vi endnu ikke har taget fat.
For det andet vil jeg arbejde for, at den frivillige verden kan blive mere opsøgende i forhold til udsatte grupper.
For det tredje er det mit mål, at flere yder en frivillig indsats. I dag yder lidt over hver tredje dansker en frivillig indsats. Min vision er, at inden 2020 yder hver anden dansker en frivillig indsats. Det kan være få timer om måneden – til nogle timer om ugen. Og det er ikke uopnåeligt. Tag blot et kig på vores nordiske naboer: I Sverige yder hver anden svensker en frivillig indsats. Og i Norge yder op seks ud af ti nordmænd en frivillig indsats. Når de kan, så kan vi også.
For det fjerde, har jeg kig på socialt iværksætteri. Jeg vil udarbejde en handlingsplan for, hvordan vi kan styrke socialt iværksætteri og fremme de socialøkonomiske virksomheder. Mit ønske er flere socialøkonomiske virksomheder, som med meningsfuldt arbejde giver de svageste grupper én chance, og dermed et økonomisk løft – og ligeså vigtigt – vise, at der også er brug for dem i vores fællesskab. Og det er der mange fordele ved. For udover øget livskvalitet for den enkelte, kan det være med til at sænke behovet for psykiatrisk behandling og betyde færre omkostninger til offentlig forsørgelse,
…
Det er der god musik i. Det er der derimod IKKE i socialdemokratens Mette Frederiksens forslag om det man kan kalde for ”sociale fabrikker” – at kommunerne skal tvinges til at etablere kommunale virksomheder, hvor dem uden arbejde skal arbejde.
Nej – det er ikke den rigtige vej. Lad os i stedet satse pånye løsninger fra de mange ildsjæle, som på eget initiativ vil starte en socialøkonomisk virksomhed, hvor målet er bæredygtighed. Dermed skabes også meningsfuldt arbejde for dem, som har brug for en hjælpende hånd. Det kan f.eks. være en person som er eller har været hjemløs, eller en person med en fysisk eller et psykisk handicap. Mette Frederiksens sociale fabrikker er en død sild. Jeg vil meget hellere fremme socialøkonomiske virksomheder, som kan være en vej til inklusion for de svageste.
[Konservativ socialpolitik]
Nu er jeg ved at komme ind til kernen i konservativ socialpolitik. Det kan jeg som konservativ socialminister heller ikke lade være med.
Konservativ socialpolitik handler først og fremmest om at drage omsorg og tage hånd om de udsatte grupper i vores samfund. Konservativ socialpolitik handler også om hjælp til selvhjælp. Fuldstændig som grundlæggeren af Kofoeds Skole, kordegn Hans Christian Kofoed,beskrev det. Vi vil ikke opgive mennesker – men at i stedet forsøge at hjælpe med at finde en vej ud af de sociale problemer.
Det er også baggrunden for, at vi ikke går ind for enrelativ økonomisk fattigdomsgrænse. For det er bare et tal, som ikke løser de grundlæggende problemer for dem, som lever på kanten af samfundet. Derfor er jeg også glad for, at vi i regeringen er gået i gang med atudarbejde nogle retvisende fattigdomsindikatorer, som kan hjælpe med at sætte fingeren på nogle af de problemer, der er årsagen til, at det for den enkelte elleren familie er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Dermed kan vi bedre sætte ind med en målrettet hjælp, som virker.
Regeringen har gennem årene sat mange tiltag og initiativer i gang for de udsatte grupper i vores samfund. Men der er stadig meget at gøre. Jeg tænker for eksempel på:
-
Den enlige unge mor, hvor vi skal hjælpe hende med at få taget en uddannelse, der er den rette vej til at kunne klare sig selv
-
Barnet, som lider under omsorgssvigt i hjemmet og derfor har krav på hjælp fra samfundet
-
Personen med en psykisk lidelse, hvor der skal være mere sammenhæng og respekt i behandlingen – og vi med den rette hjælp kan få dæmmet op for de mange, der i dag får en førtidspension på grund af en psykisk lidelse
[Forskellen mellem os og oppositionen]
Efter at have været socialminister i lidt over tre måneder, ser jeg tydelige forskelle på vores politik på det sociale område og Socialdemokraterne og SocialistiskFolkeparti. Det kan også hænge sammen med, at de i stedet for at løse de opgaver, vi står over for, er ikonstant valgkamp.
Nå men tilbage til nogle af forskellene. Lad mig komme med et par eksempler:
For Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti er man først rigtig social, når man går ind for meget lange dagpengeperioder og højere og højere ydelser til passiv forsørgelse. Ja, og det er først rigtigt godt, når man ligger milevidt over alle andre landes niveau.
Vi vil en anden vej. Er arbejdsløshed det eneste problem, så skal det altid bedre kunne betale sig at arbejde end at være på passiv forsørgelse. Og har man flere problemerend arbejdsløshed, så skal samfundet sætte ind med den rette hjælp, så det på sigt bliver muligt at blive helt eller delvist selvforsørgende, og på den måde få et godt liv.
Et andet sted, hvor der er stor forskel, er spørgsmålet om valgfrihed for vores ældre borgere. Med deres seneste forslag vil Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti undergrave de ældres frie valg af hjemmehjælp og personlig pleje. En rettighed som regeringen siden 2001 har brugt mange kræfter på at sikre.
Her skal man lige huske på, at Socialdemokraterne i en rum tid har været arve modstandere af, at folk kunne finde på at sende deres børn på privatskoler. Nu har det jo vist sig, at flere af socialdemokraterne netop har gjort brug af muligheden for at sende deres børn i en privat skole frem for folkeskolen. Da Mette Frederiksen skulle forklare sin nye holdning, så gav hun udtryk for, at efter hun var blevet mor, var hun blevet klogere. Det kan være, at Mette Frederiksen, Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen skifter mening om vores ældre borgeres frie valg, når de selv bliver gamle og får brug for hjemmehjælp.
[En aktiv socialpolitik kræver økonomisk ansvarlig]
Der er store forskelle på vores socialpolitik. Og der er store forskelle i holdningen til, hvordan vi kan sikre en aktiv socialpolitik i fremtiden.
Den internationale krise har ramt bredt og hårdt med en kraft som en økonomisk tsunami.
Med en rekord lav ledighed og en stærk økonomi, var Danmark godt rustet før krisen satte ind. Samtidig har en aktiv krisepolitik dæmpet konsekvenserne af krisen – men det har også øget gælden.
Oppositionen prøver gang på gang at give regeringen skylden for den internationale krise, og lukkerkonsekvent øjnene for, at Danmark står i en meget bedre situation end en række andre europæiske lande, som må gå langt hårdere til værks for at genoprette økonomien.Og det er nødvendigt hurtigt at genoprette økonomien – ellers rammes man som land af spekulation, usikkerhed, højere renter, negativ vækst – den direkte vej mod konkurs. Og det rammer altid de svageste grupper hårdest. Derfor er ansvarlig økonomisk politik afgørende for en aktiv socialpolitik.
I Danmark skal vi finde 24 milliarder kroner for at sikre ro om den danske økonomi. Men hvis Danmark skulle forbedre de offentlige budgetter lige så meget som Holland, så skulle vi finde 37 mia. kr. Hvis vi skulle gøre som Irland, så skulle vi finde godt 170 milliarder kroner. Og hvis vores situation var ligesom i Grækenland, var opgaven 275 mia. kroner.
Ja, jeg forventer ikke nogen tak fra oppositionen. Men de har ikke engang et reelt forslag til løsning. De har faktisk slet ingen løsning. De påstår blot, at alle problemer bliver løst, hvis alle danskere – om nogle år - arbejder 1 time mere om ugen. Det er, hvad jeg kalder for varm luft og mange fugle på taget.
Og det var grotesk at opleve, at mens resten af Europa var optaget af at udsende signaler om økonomisk ansvarlighed, så fremlagde Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti deres udspil, som ville øge gælden med 11 til 26 mia. kr.
Vi skal sige det klart og tydeligt: Det er asocialt og vil ramme de svageste borgere.
[Afslutning]
Vi har nu tydelige forskelle på regeringens ogoppositionens politik. Det kan godt være, at oppositionen rider på en bølge lige nu med deres lette og urealistiske løfter, Men tror mig, de topper for tidligt. Og vi kommer stærkt igen.
Af
KONS\69667  onsdag 09. juni 2010
Emneord:
1 kommentar 
Nej – det gør man ikke! Men der er noget som tyder på, at det alligevel sker.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har nemlig ifølge Ekstra Bladet (den 26/10) sendt et brev til Region Hovedstaden, hvori man beder regionen forklare, hvorfor en række patienter har fået afslag på at bruge det udvidede frie sygehusvalg, selvom disse patienter har ventet mere end 1 måned på den behandling, som de var henvist til at få foretaget. Efter ministeriets vurdering, er disse afslag ikke i overensstemmelse med lovgivningen om det udvidede frie sygehusvalg.
Jeg synes det er pinligt, hvis regionen har givet afslag på et forkert grundlag. Er man henvist til at få foretaget en behandling, så gælder det udvidede frie sygehusvalg, hvis regionen ikke selv kan tilbyde en behandling inden for en måned. Lovgivningen er ret klar på dette område.
I artiklen fra Ekstra Bladet fremgår det også, at der er patienter, som føler, at deres sag bliver syltet. Og desværre har Ekstra Bladet ret. Jeg har også personligt fået fortalt flere eksempler på diagnoser, som bliver trukket i langdrag. Så sent som i denne weekend mødte jeg en ung kvinde, som gennem flere måneder selv måtte ringe til hospitalet for at få sin diagnose, efter hun var blevet undersøgt. Og da hun efter pres endelig fik diagnosen her i efteråret, fik hun ingen information om sin ret til det udvidede frie sygehusvalg trods der var ventetid på over en måned. Det går ikke at trække sagerne i langdrag og patienter skal have klar information om deres rettigheder.
Udover at regionen selvfølgelig skal følge lovgivning, så er jeg klar tilhænger af, at der bliver indført en diagnose-garanti – dvs. at der højst må gå en måned før lægerne skal have udredt patienternes symptomer, så en behandling kan begynde. Dermed kan vi effektivt undgå, at diagnoser bliver trukket i langdrag. For jo længere tid patienter venter, jo større sandsynlighed er der for, at sygdommen eller skaden udvikler sig. Det kan betyde større indgreb og langt flere sygedage – til stor gene for patienten, men også for dennes familie, arbejdsgiver og samfundet som hele.
Af
Benedikte Kiær tirsdag 27. oktober 2009
Emneord:
Sundhed
Den 1. september fik Region Hovedstadens nye ambulanceberedskab, liggende patientbefordring og vagtcentral en kaotisk start. Og der kommer stadig meldinger om problemer og alt for lange ventetider på ambulancen. Det er på ingen måde godt nok. For noget så vigtigt som et nyt ambulanceberedskab, skal fungere upåklageligt fra første dag. Det var også baggrunden for, at den konservative regionrådsgruppe var meget betænkelige, da planen for det nye ambulanceberedskab blev lagt frem november 2008. Derfor stemte vi konservative som det eneste parti nej til den nye plan, fordi vi var overbevidste om, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at der var ambulancer nok til hele regionen, og på den baggrund forventede vi problemer.
Problemerne kom også – og straks er der kø ved håndvasken. For eksempel undrer jeg mig over, at det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Peter Kay Mortensen, er en af de første, der er ude og kritisere en plan, som socialdemokraterne selv har stået i spidsen for. Hvorfor har socialdemokraterne ikke før den 1. september taget alle advarsler alvorligt? Og hvorfor forlanger sundhedsordfører Jonas Dahl fra Socialistisk Folkeparti på Christiansborg, ikke en redegørelse fra sine egne partifæller i regionsrådet, i stedet for straks at gå til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Det havde været på sin plads, at Jonas Dahl i stedet henvendte sig hos SF’erne i regionsrådet og bad om en forklaring – de har ansvaret og har stemt ja til den nye beredskabsplan.
Problemerne med akutberedskabet og den liggende patientbefordring skal løses i Region Hovedstaden – og ikke på Christiansborg. Vi konservative har bedt om at få ambulancesituationen på som sag i forretningsudvalget, hvor vi vil have oplyst, hvilke initiativer regionen vil foretage for at forbedre beredskabet og løse problemerne. Og vi forventer en hurtig løsning med det rigtige antal ambulance, som borgerne naturligvis kan forvente.
Af
Benedikte Kiær lørdag 05. september 2009
Emneord:
Sundhed
Det er et stort problem, at der er mange flersengsstuer i psykiatrien i Region Hovedstaden. En psykisk syg bør naturligvis indlægges på en enestue, da det er langt bedre for behandlingen. Det fremmer bestemt ikke behandlingen, at blive indlagt på en 3 og 4 sengsstue, som der er alt for mange af i Region Hovedstaden. Derfor fatter jeg ikke, at administrationen nu foreslår, at der skal lukkes 16 enestuer? Det er den helt forkerte retning – og det er en ommer.
Af
Det Konservative Folkepartis Hovedkontor onsdag 26. august 2009
Emneord:
Den konservative partiformand, Lene Espersen, har med stor vægt fremhævet, hvor vigtigt det er, at vi alle er med til at sikre vores fællesskab og værdierne i det danske samfund. Vi må ikke glemme at være noget for hinanden og fællesskabet. Mandag den 20. juli kaldte lederen i Helsingør Dagblad disse grundlæggende konservative budskaber for tomme ord og brugte i den forbindelse tre eksempler. Men alle tre eksempler rammer fuldstændig ved siden.
Først og fremmest mener lederen, at vores konservative ønske og regeringens sænkning af den høje danske marginalskat ikke er foreneligt med at sikre samfundet og dermed fællesskabet. Helt forkert. Derimod undergraver en for høj marginalskat vores samfund. I disse år sænker mange af de europæiske lande skatten på arbejde, og det vil derfor svække Danmarks konkurrenceevne, hvis vi sad tilbage med en meget højere marginalskat. Forårets skattereform med en sænkning af marginalskatten var således nødvendig for at sikre den danske vækst og velstand, så der er penge til fremtidens velfærdssamfund.
Lederens andet eksempel drejer sig om det offentlige sygehusvæsen. Her mener lederen, at regeringen ikke har ”oprustet”, men at der derimod er flyttet meget store pengebeløb fra de offentlige sygehuse til de private. Denne påstand er helt forkert. For siden 2001 er der sket en betydelig udgiftsvækst i det offentlige sundhedsvæsen – fra 72,8 mia. kr. i 2001 til 95,5 mia. kroner i 2008. Der er således tale om en vækst på godt 24 procent. Det vil jeg kalde for en opprioritering af det offentlige sundhedsvæsen. Og ser vi på hvor stor en del, de private sygehuse udgør, så er der tale om en beskeden del. I 2008 var omsætningen hos private sygehuse og klinikker ca. 1,6 mia. kroner. Den offentlige finansierede del af omsætningen hos private udgjorde i 2008 ca. 2,5 procent af omsætningen i det offentlige sygehusvæsen. Jeg ser derfor mere lederen som et angreb på det udvidede frie sygehusvalg, som giver alle ret til behandling på et privat sygehus, hvis de offentlige sygehuse ikke kan give en behandling inden for en måned. Det udvidede frie valg sikrer dermed hurtig behandling. Jeg er glad for denne rettighed, ligesom den selvfølgelig har stor opbakning i den danske befolkning.
Det tredje eksempel drejer sig om de kommunale budgetter, hvor lederen fremhæver anlægsinvesteringer i f.eks. skoler. Her glemmer lederen, at for blot et par år siden var den danske økonomi truet af overophedning. Det var baggrunden for et loft over de offentlige anlægsinvesteringer, så økonomi ikke led overlast med høj inflation. En sådan situation vil nemlig være ødelæggende for den danske økonomi og vores velfærd. Nu er situationen en anden med den internationale økonomiske krise, hvilket også er baggrunden for, at regeringen har givet grønt lys for flere anlægsinvesteringer.
På baggrund af ovenstående, mener jeg, at lederens tre eksempler er et tomt angreb på Lene Espersens udmeldinger. Lene Espersen taler om værdier og vores personlige ansvar for at sikre vores fællesskab. Vi kan ikke parkere ansvaret hos staten og tro, at velfærdssamfundet kan klare alt, som f.eks. opdragelse af vores børn.
Af
Benedikte Kiær onsdag 22. juli 2009
Emneord:
1 kommentar
Bliver du indlagt med en psykisk lidelse, bør du selvfølgelig få en enestue. Dermed får du mere ro og kan blive hurtigere bedre og rask. Men desværre er der mange flersengsstuer – to, tre og firesengsstuer – i Region Hovedstaden. Vores region har det største problem – på landsplan mangler der 360 enestuer i psykiatrien, og her står Region Hovedstaden for de 266 enestuer, dvs. godt 75 procent.
Det er konservativt hjerteblod at forbedre forholdene for patienter med psykiske lidelser. Det er baggrunden for, at vi konservative på regionalt plan har arbejdet for bedre forhold, bl.a. penge til enestuer. Og jeg er glad for, at vores konservative formand, Lene Espersen, adskillige gange har fremhævet, at hun også vil arbejde for bedre forhold i psykiatrien.
Derfor synes jeg, at det er super godt, at vi i Region Hovedstaden - i en landsdækkende økonomiaftale fra lørdag den 12. juni 2009 - får øremærket penge til enestuer i psykiatrien. I 2010 får regionerne 200 mio. kroner til enestuer – og det betyder direkte penge til Region Hovedstaden. Vi skal være glade for, at regeringen vil være med til at løse et specifikt problem i vores region – et problem, som er opstået, fordi det gamle Københavns Amt (hvor Vibeke Storm Rasmussen var amtsborgmester) og Hovedstadens Sygehusvæsen ikke har prioriteret enestuer i psykiatrien. Det har det gamle Frederiksborg Amt, hvilket betyder, at der er enestuer i Nordsjælland.
Alligevel er Vibeke Storm Rasmussen ikke tilfreds. Hun vil have flere penge – og nævner at der skal bruges 600 millioner kroner på at få enestuer – et tal, som vi andre politikere i regionen aldrig er blevet præsenteret for! Trods at jeg har efterspurgt, hvad en enestue koster. Gad vide, hvad er egentlig ligger bag Vibekes tal – jeg ved det ikke.
Hvor må det være trist altid at være utilfreds! Som konen i muddergrøften brokker Vibeke Storm Rasmussen sig evig og altid – selvom vi får ekstra penge - og hun skælder og smælder på den borgerlige regering.
Jeg er derimod glad for, at der er lyttet til en konservativ mærkesag og at der kommer øremærket penge til enestuer i psykiatrien. Lad os så gå i gang med at planlægge og bygge disse enestuer i stedet for at surmule som socialdemokraten Vibeke Storm Rasmussen.
Af
Det Konservative Folkepartis Hovedkontor mandag 15. juni 2009
Emneord:
Så er vi samlet igen. Flaget er røget til tops og vi bruger dagen til at fejre Grundloven og alle de frihedsrettigheder, som den giver os i fødselsgave.
Jeg er ikke i tvivl. Det er en festdag, hvor vi udover at prise grundloven også skal give en tanke til vores forfædre, som tilbage i 1849 var så fremsynede, at de lavede den danske Grundlov, der betyder, at vi har forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed og en lang række andre rettigheder, som mange borgere i andre lande misunder os.
Kort om EP-valget
Om kun to dage kan vi udøve en af vores grundlæggende demokratiske rettigheder.
Desværre tror jeg, at der er rigtig mange, som vælger sofaen frem for en tur i stemmeboksen. Jeg er ikke tvivl om, at blandt os, som er samlet her i dag, så vil stemmeprocenten nærme sig godt 100 procent.
Men for mange er Europa-Parlamentet en fjern størrelse – og selvom valgdagen er krydret med en folkeafstemning om tronfølgeloven, så er jeg bange for, at det ikke nok, til at hæve stemmeprocenten i blot nærheden af et folketingsvalg og et kommunalvalg.
Det synes jeg er rigtig ærgerligt.
For valget til Europa-Parlamentet er et væsentligt valg, som har betydning for vores hverdag:
- Det er for eksempel gennem Europa-Parlamentet, at vi kan få fjernet de hormonforstyrrende stoffer vi enten smører på kroppen eller indtager gennem mad- og drikkevarer. Disse stoffer er med til, at flere børn fødes med handicap, og at fertiliteten i de vestlige lande bliver dårligere og dårligere
- Og det er gennem Europa-Parlamentet vi kan få sat gang i udviklingen af alternativ og bæredygtig energi i hele EU, så vi kan sikre miljøet og forsyningssikkerheden
Det er blot et par eksempler ud af mange.
EU og Europa-Parlamentet er meget mere end konflikthistorier om krumme agurker, misbrug af diæter, rejsecirkus og brand i kommissionen. Men det er desværre det, som fylder mest i mediernes dækning af EU. Og det er klart, når medierne bevidst har skåret i deres dækning af EU-stoffet.
Avisredaktørerne har trukket korrespondenter hjem fra Bruxelles, og ser vi på dækningen af dette valg til Europa-Parlamentet, så har de elektroniske medier også skåret i valgdækningen.
For eksempel har vores public service kanal, Danmark Radio, begrænset sin valgdækning. Ved valget tilbage i 2004 fik kandidaterne godt seks timer på skærmen til at fortælle om deres politik. Denne gang er kandidaternes præsentation skåret ned til knap to timer.
Jeg mener klart, at en public service kanal som Danmarks Radio, har pligt til at prioritere demokratiske valg – såvel et folketingsvalg som et valg til Europa-Parlamentet.
Det bør vi se fremover.
At medierne behandler EU stedmoderligt er et demokratisk problem, som især bliver synligt i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet. Og det er en kæmpe udfordring for kandidater, som ikke er kendisser, men som gerne vil høres og have en chance for at blive valgt. Netop derfor synes jeg, at det er imponerende den energi og engagement vores kandidat, Mette Abildgaard, ligger i valget.
Nu vil jeg ikke tale mere om EU, men overlader dette trygt til Mette, som kommer lidt senere i dag. Jeg vil i stedet tale lidt om den aktuelle politiske situation, og de udfordringer, som jeg mener, vi står over for.
Oppositionen kører plat på krisen
Da jeg skulle i gang med at skrive min grundlovstale, læste jeg min tale fra sidste år igennem. For der er sket rigtig meget på et år. Og her tænker jeg ikke på, at vi konservative har fået en ny dygtig politisk leder, eller at Danmark har fået en ny statsminister.
Jeg tænker derimod på den finansielle og økonomiske krise, som med sine tunge og mørke skyer har haft stor betydning for det politiske arbejde i regeringen og Folketinget.
Men krisen var ikke noget, som vi beskæftigede os for kun et år siden. Hverken min egen eller andres grundlovstaler beskæftigede sig med ordet ”finanskrise”.
Sidste år på samme tid befandt vi os derimod midt i en overenskomstkonflikt med aflyste behandlinger på sygehusene, problemer med pasning af børnene, en hjemmepleje på nødblus og meget mere.
Kravet var meget mere i lønningsposen – og selvom konflikten i sig selv ikke gav yderligere lønstigninger af betydning, så fik mange offentlige ansatte en pæn lønfremgang.
Tænk engang, hvis det havde været i år, at overenskomsterne skulle fornyes! Så havde resultatet nok været en del anderledes!
For efter mange år med økonomisk fremgang, en rekord lav ledighed og forøget velstand i det danske samfund, så oplever vi nu ganske andre tider.
Siden sidste sommer, hvor den verdensomspændende finanskrise for alvor tog fat, har vi haft et hårdt år med mange dårlige nyheder på det økonomiske område.
Priserne på boligmarkedet er raslet ned, hjulene i erhvervslivet kører meget langsommere og vi oplever massefyringer. Og de seneste økonomiske nøgletal skal tages alvorligt. Arbejdsløsheden stiger og de store overskud på de offentlige budgetter er vendt til underskud.
I denne krise gælder det om at handle klogt – for der findes ingen patentløsninger på at løse finanskrisen og de økonomiske problemer. Heldigvis havde den danske økonomi et godt udgangspunkt – og det giver os nogle muligheder, mange andre lande ikke har.
Vi kender allerede mange af de tiltag, som regeringen har sat i søen for at begrænse og komme godt igennem krisen. Tiltag som for eksempel stabilitets- og bankpakke, skattelettelser, renoveringspuljen og fremrykkelse af offentlige investeringer.
Men regeringen er ikke blevet belønnet for de mange nødvendige tiltag.
Tager jeg kreditpakken, så har Lene Espersen fået en del høvl for denne pakke og regeringen er blevet beskyldt for blot at ville hjælpe de grådige banker. Men hvis bare en af de store banker var gået konkurs, så havde vi set en nedsmeltning af det danske samfund. Det forhindrede kreditpakken.
Ser vi samlet på alle de tiltag, regeringen har sat i gang, så får Danmark en placering i top tre af de lande, der har gjort mest for at stimulere økonomien. Og som tidligere vismand og professor i økonomi, Jan Rose Skaksen, har udtrykt det i Berlingske Tidende, så ”er det en god ide lige at puste lidt ud nu og se tiden an, før der gøres mere.”
Alt det, som er gennemført, skal lige have lov at virke, før der taget nye initiativer i brug. Ellers kan vi risikere en økonomi som i 70’erne med høj inflation kombineret med stagnation. Det vil være en katastrofe.
Også vismændene enige i, at regeringen ikke lige nu kan gøre mere for at stimulere økonomien. Det kan godt blive nødvendigt med flere tiltag næste år, men nu er det tid til en pause.
Trods alle disse kloge ord, så har vi en totalt skinger opposition, med Helle Thorning-Schmidt og socialisten Villy Søvndal i spidsen, der råber på mere og mere. Intet fra regeringen er nok – eller godt nok – lyder omkvædet i deres dommedagsviser.
Realiteten er, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti – i stedet for at tage den økonomiske situation alvorligt – har valgt at bruge krisen som afsæt for at starte valgkampen op her midt i valgperioden. Og indholdet i deres politik, har kun været kritik af regeringen.
Regeringen har sat mange milliarder af til investeringer i offentlige bygninger. Der er de 50 mia. kr. til sygehuse, daginstitutioner og skoler. Derudover har regeringen også fremrykket offentlige trafikinvesteringer, kommunerne har fået lov til at øge anlægsmidlerne og vi har fået energi- og renoveringspuljer.
Men Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil have mere. De mener, at Danmark skal bygge sig ud af krisen. Og ja, det kan da lyde besnærende, når de to partier taler om for eksempel flere folkeskolebyggerier. Men vi kan ikke bygge os ud af krisen. Det er ikke en langsigtet løsning, da det ikke skaber varige arbejdspladser. Derimod vil vi stå tilbage med en kæmpe gæld, som kommende generationer skal kæmpe med.
Et andet eksempel på den usaglige kritik er, at både socialdemokraterne og folkesocialisterne giver regeringen skylden for, at Vestas for kort tid siden fyrede 1200 ansatte i Danmark.
Både Helle og Villy mener, at antallet af vindmøller i Danmark er afgørende for, at den internationale virksomhed Vestas har valgt at afskedige 1200 mand. Hvor plat kan det være! Vestas satser på produktion af vindmøller på land – men fremtidens vindmøller i Danmark står altså ude på havet i store vindmølleparker.
Når Vestas - trods mange ordrer og stærkt regnskab - alligevel fyrer samlet 1900 medarbejdere i Nordeuropa, så hænger det sammen med, at kun en fjerdedel af Vestas vindmøller sælges på hele det nordeuropæiske marked. Derfor har Vestas valgt at flytte deres produktion til lande, hvor de har markeder i vækst og hvor lønnen er lavere.
I stedet for at skælde ud på regeringen, så burde folkesocialisten Villy Søvndal skælde ud på Vestas ligesom han skælder ud på Danske Slagterier, der overvejer at flytte dele af deres produktion til lande med lavere lønninger. Man bør da være konsekvent.
Når jeg ser på de to største oppositionspartier, så ser jeg en inkonsekvent Villy, der som en anden vejrhane skifter politik alt efter hvad, der kan bringe ham tættere på en ministertaburet. Og jeg ser en småfornærmet og surmulende socialdemokratisk leder.
Deres væsentligste bidrag er at kritisere alt det regeringen kommer med. Og når vi hører den socialdemokratiske politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, kalde det netop overstået folketingsår for spildt, så er mit svar: Det er jeres egen skyld!
Der har været masser af muligheder for at trække i arbejdstøjet. Og hvis socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke vil samarbejde med regeringen, så kunne de have fortalt den danske befolkning, hvad de egentlig selv har at byde på: Hvad er deres politik, og hvad er deres grundlag for en eventuelt ny regering? Jeg venter stadig.
Vores politiske ordfører Henriette Kjær kom med et rammende billede i sin ordførertale under Folketingets afslutningsdebat. Hun sagde:
”At overlade ansvaret for det danske samfund til en S-SF regering vil være, som at sætte Bjørnebanden til at vogte Joakim Von Ands pengetank”
Og Henriette har fuldstændig ret.
Velfærdssamfundet
Men desværre har den evige kritik og skældud fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti givet dem medvind i meningsmålingerne.
De har haft held med at få skabt et billede og en opfattelse af et udsultet og beskåret velfærdssamfund. Det så vi blandt andet i en stor måling foretaget af Berlingske Tidende for nogle søndage siden, hvor danskernes utilfredshed med børnepasning, ældrepleje, sygehusene og folkeskolen er vokset.
Straks var megafonen Mette Frederiksen på banen. Hun beskyldte regeringen og Dansk Folkeparti for at smadre velfærdssamfundet, og kaldte flertallets politik for noget svineri.
Det er ikke nogen nyhed, at Mette Frederiksen er skinger – men jeg finder det ganske uhørt at komme med et så aggressivt og useriøst angreb.
Og egentligt burde socialdemokraterne miste al troværdighed, når Mette Frederiksen brøler så forvrængede beskrivelser af de sociale forhold i Danmark.
For sandheden er, at der aldrig er blevet brugt så mange penge på velfærd og offentlig service, som nu. Sandheden er, at vi er et af de lande, der har den største lighed, den laveste ledighed og den største velstand – vel og mærke trods den økonomiske krise.
Og kigger vi ud i Europa, så er Danmark ramt blidere af den økonomiske tilbagegang end langt de fleste andre europæiske lande. Også i forhold til arbejdsløsheden ligger Danmark stadig godt med den tredje laveste ledighed blandt 27 EU-lande. Det viser, at regeringens politik virker.
Udfordringen for os er at fortælle alt dette. Oppositionens forvrængede billede af velfærdssamfundet skal ikke have lov til at blive stående.
Udfordringer frem mod næste valg
Og denne udfordring skal vi tage op nu! For når oppositionen i lang tid har været i gang med valgkamp, så kan vi lige så godt også gå i gang. Der er mange områder, hvor vi kan markere os.
Afbureaukratisering
Jeg er for eksempel meget glad for Lene Espersens udmeldinger om, at ville styrke den offentlige sektor ved blandt andet at overdrage mere ansvar og kompetence til de offentlige ansatte samt ved at rense ud i overflødige regler og bureaukrati. Det vil være med til at gøre den offentlige sektor til en mere attraktiv og moderne arbejdsplads.
Og jeg er glad for, at Lene Espersen slår fast, at nok er vi tilhængere af, at der skal være konkurrenceudsættelse, så kommunerne tester prisen på den offentlige service. Men vi konservative er ikke tilhængere af noget ideologisk skoleridt om udliciteringer eller frit valg uden omtanke.
I Lene Espersens udmeldinger ser jeg også et klart ønske om at styrke ansvaret og handlemulighederne i kommunerne.
Jeg er selv stærk tilhænger af, at Folketinget ikke skal blande sig i alt og detailstyrer, hvad der foregår i kommunerne. Borgerne skal derimod have mulighed for at sætte præg på deres kommune – og det kræver et politisk råderum. Her har vi en kant til for eksempel Socialdemokraterne og deres forslag om minimumsstandarder og velfærdsrettigheder, som er en ekstrem form for detailstyring af kommunerne. I øvrigt må vi ikke glemme, at Dansk Folkeparti her er enige med Socialdemokraterne.
Social ulighed i sundhed
Et andet område, hvor jeg mener, at vi konservative bør sætte ind, er i forhold til at reducere den sociale ulighed i sundhed. For udover, at lavtuddannede har kortere levetid, så er det også her, vi oplever de fleste sygemeldinger, førtidspensioneringer og meget høje sundhedsudgifter. Det er både trist for den enkelte - og dyrt for samfundet.
Jeg mener, at det kalder på handling. For efter statistiske målestokke, har Danmark en relativ jævn indkomstfordeling, og som et rigt land burde vi i teorien have en høj middellevetid og stor lighed i sundhed.
Samlet set lever danskerne i alt for kort tid. Vi har en middellevetid, der halter langt efter de lande, vi plejer at sammenligne os med. Faktisk roder vi rundt blandt bundplaceringerne. Det skyldes i høj grad, at borgere med lave uddannelsesniveauer lever kortere og er mere syge end den øvrige befolkning.
Oppositionens forslag til løsninger vil ikke fjerne nogle af disse problemer. For vi lever ikke længere og vi får ikke reduceret den sociale ulighed i sundhed ved at fjerne det udvidede frie sygehusvalg, en måneds ventetidsgaranti eller bandlyse sundhedsforsikringer, som ellers er løsningsforslagene fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.
Faktisk er der ikke nogen, som lige nu sidder med nøglen til løsningerne. Ulighed i sundhed indeholder mange facetter, og vi har brug for langt mere viden og forskning på området, så vi får et bedre billede af, hvad der egentlig virker. Lad os sætte ind her – ligesom der også er brug for en større indsats, der går på tværs af sektorer, kommuner og regioner, som inddrager arbejdsmarkedet og som i højere grad er vedrørende for de borgere, det hele drejer sig om.
Vi skal ud på arbejdspladserne og fremme en sundere livsstil. Og de praktiserende læger skal være bedre og hurtigere til at finde frem til psykiske lidelser som depressioner og angst, som er stressrelaterede sygdomme og nogle af de hyppigste årsager til lange sygemeldinger og førtidspensionering hos lavtlønnede.
Lad os få formuleret en politik her, som er et kvalificeret modspil til oppositionens populisme, som ikke vil løse noget. Jeg er i gang.
Vi skal udstille alternativet
Derudover mener jeg, at vi skal være langt mere skarpe, når vi udstiller alternativet til vores VK-regering. Får vi en regering med Helle Thorning Schmidt i spidsen flankeret af socialisten Villy, så kan vi forvente:
- Højere skatter og mindre privat forbrug. For socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har ingen tiltro til det private initiativ og til, at vi som borgere kan være med til at stimulere økonomien. Nej – de vil hellere tilbage til deres tankegang om et lommepengesamfund, hvor det ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats
- Vi kan også forvente tilbagegang for erhvervslivet i Danmark med flere konkurrenceforvridende krav og højere erhvervsskatter
- Og så kan vi trygt regne med, at de vil pumpe milliarder af kroner ud for at øge den offentlige sektor markant. Men hvordan vil de få nye store lån og flere milliardudgifterne til den offentlige service til at hænge sammen med en ansvarlig økonomisk politik? De har ikke svaret. Konsekvensen er, at næste generation står med regningen.
Lad os få gjort dette alternativ tydeligere ligesom vi skal udstille, hvor historieløs kritikken er fra oppositionen. For eksempel gik Helle Thorning i det røde felt og skældte ud på Lars Løkke Rasmussen, da han som statsminister modtog Dalai Lama under uformelle rammer. Hun mener ikke, at statsministeren toner rent flag ved at modtage ham privat.
Nu kan man sige, at Lars Løkke Rasmussen toner betydeligt renere flag end Helle Thorning-Schmidts forgænger. Den daværende formand, Poul Nyrup Rasmussen, som dengang også var statsminister, blev nemlig så nervøs over Kinas protester, da han skulle have besøg af Dalai Lama, at han ”forklædte” sig som formand for partiet, og valgte blot at hilse på den tibetanske munk i Københavns Lufthavn.
De kommunale valg den 17. november
Et af mine hovedbudskaber i dag er, at der er brug for, at vi, folketingsgruppen, regeringen og alle gode borgerlige kræfter går hårdere til oppositionen. Og det er afgørende, at vi alle går i gang nu, hvis vi vil have nogle gode valg til kommunalbestyrelserne og regionsrådene.
Afslutning
Nu vil slutte af – og jeg glæder mig til at høre vores EP-kandidat, Mette.
Men først vil jeg lige sige tak til den konservative vælgerforening i Rudersdal for at have valgt Rolighed til årets grundlovsmøde. Omgivelserne er skønne, udsigten er fantastisk – og så er Rolighed et sted, hvor vi konservative føler os hjemme og godt tilpas. Så tak for et godt valg.
Og med disse ord vil jeg sige: Fortsat god grundlovsdag.
Af
Benedikte Kiær fredag 05. juni 2009
Emneord:
Smadrede ruder i både banker og butikker, graffiti, ødelagte biler og møbler, der blev hevet ud på gaden – kort sagt en kampzone. Sådan ser Københavns indre by ud her lørdag formiddag efter samvittighedsløse autonome og andre hærværksmænd gik amok i festrus og tog gaderne i besiddelse, dansede og hoppede på biler, satte ild til, og lavede graffiti og massivt hærværk. Det er vildt, at unge mennesker uden tanke for andre foretager så omfattende ødelæggelser, bare for at more sig.
Det vildeste er, at politiet ikke greb ind, stoppede ødelæggelserne og anholdte de unge, så der er nogen som kan stilles til regnskab. Politiet var på forhånd klar over, at der ville ske noget natten mellem fredag og lørdag. For den selvbestaltet gadefest i Hyskenstræde i det indre København, var i forvejen blevet annonceret på diverse hjemmesider. Politiet fortæller her lørdag, at de kendte til festen, hjemmesiderne og var i kontakt med arrangørerne. Faktisk skrev internetportalen Modkraft i onsdags, at ”aktivister vil gøre byen til en kampzone” i forbindelsen med festivalen ”undoing the city”. I en artikel hed det, der blandt andet skulle gennemføres en såkaldt 'reclaim the streets'-fest, og netop den betegnelse har tidligere dækket over uroligheder. Men i stedet for, at politiet rustede sig til problemer, så valgte politiet at vise tillid til festarrangørerne og lade dem gennemføre festen. Forklaringen på, at politiet ikke greb ind, er her lørdag morgen, at man var bange for, at uroen ville brede sig til resten af byen, hvis man greb ind.
Den smadrede indre by i København viser med alt tydelighed, at der ikke skal vises tillid til de autonome miljøer. Politiet skal selvfølgelig gribe ind med det samme, de første tegn på uro og hærværk viser sig. Politiet skal udvise ”nultolerance” og anholde dem, som smadrer gaderne. Og hærværksmagerne skal selvfølgelig betale regningen for udbedringen af de mange ødelæggelser. Festivalen ”undoing the city” fortsætter frem til den 10. maj – og jeg forventer, at politiet efter nattens ødelæggelser, vil stoppe ethvert tilløb til ballade.
Af
Benedikte Kiær lørdag 09. maj 2009
Emneord:
Ret
Den 1. marts 2009 blev der sat gang i forårshumøret med aftalen om forårspakken. En flot aftale, der markant sænker skatten på arbejde. Den konservative vision er, at ingen skal betale mere end halvdelen i skat af den sidst tjente krone. Derfor er det en konservativ sejr, at marginalskatten nu bliver sænket med 7,5 procent. Det er den største sænkning nogensinde.
Erfaringer fra forårspakke 2004 og tidligere skattelettelser viser, at lavere skat på arbejde motiverer flere til at videreuddanne sig, arbejde lidt mere eller begge ting. Det vil også ske med denne forårspakke. For med pakken bliver grænsen for topskat hævet med 54.400 kroner, hvilket betyder, at man først skal betale topskat, når man tjener over 425.000 kroner. Det vil give et positiv løft for både det private og offentlige arbejdsmarked. For eksempel kæmper vi i dag vi med mangel på sygeplejersker, vi har brug for flere politibetjente på gaderne og folkeskolelærer til at undervise vores børn. Før den nye skatteaftale var der mange sygeplejersker, folkeskolelærer og politibetjente, der betalte topskat. Men hvis man tager flere vagter eller timer på arbejdet, så skal der også være en ordentlig økonomisk gevinst. Det får man nu med lettelsen i bundskatten, fjernelse af mellemskatten og en højere topskattegrænse.
Den lavere skat på arbejde vil være med til at sætte gang i den danske økonomi til gavn for den danske velfærd. Og det er der brug for. Derudover indeholder forårspakken en række andre tiltag, som både sætter gang i økonomien og trækker os i en grønnere retning. Der kommer afgifter på de ting, som forurener, og der sættes 1½ mia. kroner af til forbedringer af private helårsboliger, hvor det selvfølgelig skal være til miljørigtige forbedringer. Endvidere vil forårspakken i år øge de offentlige anlægsinvesteringer ved bl.a. at give kommunerne mulighed for at fremrykke borgernære investeringer for 1½ til 2 mia. kroner. Disse tiltag vil give et positivt løft til den hårdt trængte byggebranche, hvilket gavner hele samfundet. Alt i alt er der tale om en grøn og meget fornuftig forårspakke.
Af
Benedikte Kiær tirsdag 03. marts 2009
Emneord:
Jeg blev rystet, da jeg mandag den 23. februar 2009 kunne læse i flere medier, at fem til ti gravide kvinder i Danmark får foretaget en abort, fordi en scanning viser, at de venter en pige. Der er her tale om kvinder, som er længere henne end de 12 uger, der er grænsen for fri abort i Danmark. Det betyder, at Abortankenævnet har givet dem tilladelse til at få foretaget en abort.
Ifølge Birgit Petersson, som er speciallæge i psykiatri og medlem af Abortankenævnet, så er det ofte tale om kvinder, der i forvejen har to til tre piger, og at man i deres ansøgning kan se, at de ikke ville vælge en abort, hvis fostret havde været en dreng. Desuden fremgår det, at dem som søger tilladelse til abort hovedsageligt er indvandrerkvinder fra kulturer, hvor man sætter drenge højest. Men der er også etnisk danske kvinder, som ønsker at få fjernet et pigefoster. Tilladelsen om abort til de årligt fem til ti kvinder, bliver ifølge Birgit Petersson givet efter andre paragraffer. Jeg mener, at der bør gives totalt afslag fra Abortklagenævnet, hvis en ansøgning på nogen som helst måde lugter af, at aborten ønskes på grund af fostrets køn.
Det er skræmmende, at der overhovedet er par og kvinder, som vil have en abort fordi de hellere ville have haft en pige eller en dreng. Køn er på ingen måde en begrundelse for at få en abort - uanset hvor man kommer fra. Vi skal som samfund sætte en stopper for den slags aborter. Og det er blevet endnu mere væsentligt, da nye teknologiske muligheder gør det muligt at teste fostrets køn meget tidligt i graviditeten. Som samfund skal vi klart sige nej til abort pga. køn.
Af
Det Konservative Folkepartis Hovedkontor mandag 23. februar 2009
Emneord:
Rigtig mange er enige om, at det er nødvendigt at sætte skatten ned på arbejde. For det er en hån at plukke dem, som gerne vil arbejde et par timer ekstra eller overvejer at sige ja til en forfremmelse eller et nyt arbejde. Og dertil går vi glip af de mange, som ikke vil arbejde i Danmark på grund den høje indkomstskat ligesom vi oplever, at unge mennesker, som samfundet har brugt en formue på at uddanne, rejser ud af landet for at undgå den høje skat. Derfor er det sund fornuft at sænke skatten på arbejde. På den baggrund er der en række gode takter i Skattekommissionens rapport.
Men det er trist at opleve flere skyde ideen med lavere skat på arbejde ned med, at det ikke vil få nogen til at arbejde mere. F.eks. har formanden for FTF i dag været ude med, at lavere indkomstskat ikke vil få kvinder til at arbejde mere, hvor der især tænkes på dem, som arbejder på deltid. Selvfølgelig er der nogen – både mænd og kvinder - som ikke behøver mere end deltidsarbejde og derfor vælger fritid frem for arbejde. Men der er også mange andre, hvor det vil gavne, at det kan betale sig at tage et par timers ekstra arbejde om ugen. Det kan være, at der skal spares lidt ekstra sammen til en konfirmation eller en god ferie – og her er det da en fordel, at det kan betale sig at spare sammen ved i en periode at tage et par ekstra timer frem for at tage et forbrugslån.
Det er derfor sund fornuft at sænke skatten – f.eks. at fjerne mellemskatten og sænke topskatten. Husk her, at der er rigtig mange som rammes af topskatten. 44 procent af dem som arbejder fuldtid betaler topskat, og ifølge Dansk Sygeplejeråd, så rammer 34 procent af sygeplejerskerne ind i topskatten. Skattekommissionens udspil vil sætte marginalskatten ned fra 63 procent til 55 procent. Det vil styrke Danmarks konkurrenceevne og øge incitamentet til at sige ja til en forfremmelse, et par timer ekstra eller et jobskifte med højere løn. Og husk: Under konflikten i foråret 2008 var lønnens størrelse et af hovedargumenterne for at få flere sygeplejersker samt at få sygeplejerskerne til at arbejde mere end deltid. Så det har en betydning, hvad man har tilbage efter skatten er betalt.
Selve finansieringen af skattereformen – jeg er spændt på, hvad regeringen spiller ud og hvad resultatet bliver af de politiske forhandlinger. Det er fint øge skatten på forurenende forbrug, fjerne noget af frynset (som er kommet pga. den høje indkomstskat) og de mange tilskud. Mht. boligejere – puha – der er jeg noget nervøs. Lavere rentefradrag er ikke en blomst, der har groet i den konservative have – men vi kommer nok ikke uden om dette område i en samlet skattereform. Og kommer der ændringer, så gælder det om, at resultatet ikke rammer boligejere – samlet set skal en skattereform sikre tryghed for boligejerne.
Af
Det Konservative Folkepartis Hovedkontor onsdag 04. februar 2009
Emneord:
Så er jeg online igen! Skønt.
Jeg har været uden hjemmeside et par måneder. Ikke godt. Tilbage i november gik needhost.dk, hvor jeg havde min hjemmeside, ned. Uden nogen advarsel var alt væk! - og det var umuligt at få fat på nogen som helst fra firmaet. Dårlig service. Et par måneder efter kom det frem, at needhost.dk var gået konkurs - og et par tusinde andre også havde mistet deres data. Dertil kunne min backup ikke bruges. Så jeg måtte i gang med at bygge en helt ny side op.
Jeg er bestemt ingen ørn, så jeg har brugt meget tid på at komme hertil - men nu kører hjemmesiden og det er jeg super glad for! I disse onlinetider, er det på ingen måde smart at være politiker og uden hjemmeside. Der mangler stadig lidt - et nyt banner, indhold til en række af siderne og fyld på kalenderen. Men det kommer :-)
Af
Det Konservative Folkepartis Hovedkontor onsdag 28. januar 2009
Emneord:
2 kommentarer Søndag aften - knokler med hjemmesiden. Det er ikke let!! Forsøger i øjeblikket at finde ud af, hvordan de enkelte dele virker - og tester. Derfor dette blogindlæg - det er blot en test:-)
Af
Benedikte Kiær søndag 04. januar 2009
Emneord:
Jeg er endelig ved at forstå noget af de bagvedliggende mekanismer ved denne hjemmeside-skabelon. Så tju hej - nu er jeg i fuld gang med at putte indhold ind på min hjemmeside.
Min gamle hjemmeside forsvandt november 2008 - fuldstændigt. Det var umuligt at komme i kontakt med udbyderen needhost.dk - og rygtet gik på, at udbyderen var gået konkurs. Ved juletid kom det frem - needhost.dk var gået konkurs og de mange, som havde hjemmesider hos needhost.dk, måtte vinke farvel til alle deres data. Dårlig stil ikke at advare sine kunder, så man har mulighed for i tide at flytte sine sider til andre udbydere. Hmm.
Så nu er jeg gået i gang med at opbygge og putte indhold ind på min nye hjemmeside - på partiets server, det er mere sikkert. Men det er et arbejde, der tager tid:-) Godt at kunne bruge en regnvejs-lørdag til dette nørkle-arbejde med at finde indholdet i min computer og skridt for skidt fylde mere og mere på den nye hjemmeside. Det tager nok noget tid, før min hjemmeside er fuldstændig oppe og køre.....
Af
Benedikte Kiær lørdag 03. januar 2009
Emneord:
2 kommentarer |
|