Den 1. september fik Region Hovedstadens nye ambulanceberedskab, liggende patientbefordring og vagtcentral en kaotisk start. Og der kommer stadig meldinger om problemer og alt for lange ventetider på ambulancen. Det er på ingen måde godt nok. For noget så vigtigt som et nyt ambulanceberedskab, skal fungere upåklageligt fra første dag. Det var også baggrunden for, at den konservative regionrådsgruppe var meget betænkelige, da planen for det nye ambulanceberedskab blev lagt frem november 2008. Derfor stemte vi konservative som det eneste parti nej til den nye plan, fordi vi var overbevidste om, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at der var ambulancer nok til hele regionen, og på den baggrund forventede vi problemer.
Problemerne kom også – og straks er der kø ved håndvasken. For eksempel undrer jeg mig over, at det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Peter Kay Mortensen, er en af de første, der er ude og kritisere en plan, som socialdemokraterne selv har stået i spidsen for. Hvorfor har socialdemokraterne ikke før den 1. september taget alle advarsler alvorligt? Og hvorfor forlanger sundhedsordfører Jonas Dahl fra Socialistisk Folkeparti på Christiansborg, ikke en redegørelse fra sine egne partifæller i regionsrådet, i stedet for straks at gå til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Det havde været på sin plads, at Jonas Dahl i stedet henvendte sig hos SF’erne i regionsrådet og bad om en forklaring – de har ansvaret og har stemt ja til den nye beredskabsplan.
Problemerne med akutberedskabet og den liggende patientbefordring skal løses i Region Hovedstaden – og ikke på Christiansborg. Vi konservative har bedt om at få ambulancesituationen på som sag i forretningsudvalget, hvor vi vil have oplyst, hvilke initiativer regionen vil foretage for at forbedre beredskabet og løse problemerne. Og vi forventer en hurtig løsning med det rigtige antal ambulance, som borgerne naturligvis kan forvente.