Så er vi samlet igen. Flaget er røget til tops og vi bruger dagen til at fejre Grundloven og alle de frihedsrettigheder, som den giver os i fødselsgave.
Jeg er ikke i tvivl. Det er en festdag, hvor vi udover at prise grundloven også skal give en tanke til vores forfædre, som tilbage i 1849 var så fremsynede, at de lavede den danske Grundlov, der betyder, at vi har forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed og en lang række andre rettigheder, som mange borgere i andre lande misunder os.
Kort om EP-valget
Om kun to dage kan vi udøve en af vores grundlæggende demokratiske rettigheder.
Desværre tror jeg, at der er rigtig mange, som vælger sofaen frem for en tur i stemmeboksen. Jeg er ikke tvivl om, at blandt os, som er samlet her i dag, så vil stemmeprocenten nærme sig godt 100 procent.
Men for mange er Europa-Parlamentet en fjern størrelse – og selvom valgdagen er krydret med en folkeafstemning om tronfølgeloven, så er jeg bange for, at det ikke nok, til at hæve stemmeprocenten i blot nærheden af et folketingsvalg og et kommunalvalg.
Det synes jeg er rigtig ærgerligt.
For valget til Europa-Parlamentet er et væsentligt valg, som har betydning for vores hverdag:
- Det er for eksempel gennem Europa-Parlamentet, at vi kan få fjernet de hormonforstyrrende stoffer vi enten smører på kroppen eller indtager gennem mad- og drikkevarer. Disse stoffer er med til, at flere børn fødes med handicap, og at fertiliteten i de vestlige lande bliver dårligere og dårligere
- Og det er gennem Europa-Parlamentet vi kan få sat gang i udviklingen af alternativ og bæredygtig energi i hele EU, så vi kan sikre miljøet og forsyningssikkerheden
Det er blot et par eksempler ud af mange.
EU og Europa-Parlamentet er meget mere end konflikthistorier om krumme agurker, misbrug af diæter, rejsecirkus og brand i kommissionen. Men det er desværre det, som fylder mest i mediernes dækning af EU. Og det er klart, når medierne bevidst har skåret i deres dækning af EU-stoffet.
Avisredaktørerne har trukket korrespondenter hjem fra Bruxelles, og ser vi på dækningen af dette valg til Europa-Parlamentet, så har de elektroniske medier også skåret i valgdækningen.
For eksempel har vores public service kanal, Danmark Radio, begrænset sin valgdækning. Ved valget tilbage i 2004 fik kandidaterne godt seks timer på skærmen til at fortælle om deres politik. Denne gang er kandidaternes præsentation skåret ned til knap to timer.
Jeg mener klart, at en public service kanal som Danmarks Radio, har pligt til at prioritere demokratiske valg – såvel et folketingsvalg som et valg til Europa-Parlamentet.
Det bør vi se fremover.
At medierne behandler EU stedmoderligt er et demokratisk problem, som især bliver synligt i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet. Og det er en kæmpe udfordring for kandidater, som ikke er kendisser, men som gerne vil høres og have en chance for at blive valgt. Netop derfor synes jeg, at det er imponerende den energi og engagement vores kandidat, Mette Abildgaard, ligger i valget.
Nu vil jeg ikke tale mere om EU, men overlader dette trygt til Mette, som kommer lidt senere i dag. Jeg vil i stedet tale lidt om den aktuelle politiske situation, og de udfordringer, som jeg mener, vi står over for.
Oppositionen kører plat på krisen
Da jeg skulle i gang med at skrive min grundlovstale, læste jeg min tale fra sidste år igennem. For der er sket rigtig meget på et år. Og her tænker jeg ikke på, at vi konservative har fået en ny dygtig politisk leder, eller at Danmark har fået en ny statsminister.
Jeg tænker derimod på den finansielle og økonomiske krise, som med sine tunge og mørke skyer har haft stor betydning for det politiske arbejde i regeringen og Folketinget.
Men krisen var ikke noget, som vi beskæftigede os for kun et år siden. Hverken min egen eller andres grundlovstaler beskæftigede sig med ordet ”finanskrise”.
Sidste år på samme tid befandt vi os derimod midt i en overenskomstkonflikt med aflyste behandlinger på sygehusene, problemer med pasning af børnene, en hjemmepleje på nødblus og meget mere.
Kravet var meget mere i lønningsposen – og selvom konflikten i sig selv ikke gav yderligere lønstigninger af betydning, så fik mange offentlige ansatte en pæn lønfremgang.
Tænk engang, hvis det havde været i år, at overenskomsterne skulle fornyes! Så havde resultatet nok været en del anderledes!
For efter mange år med økonomisk fremgang, en rekord lav ledighed og forøget velstand i det danske samfund, så oplever vi nu ganske andre tider.
Siden sidste sommer, hvor den verdensomspændende finanskrise for alvor tog fat, har vi haft et hårdt år med mange dårlige nyheder på det økonomiske område.
Priserne på boligmarkedet er raslet ned, hjulene i erhvervslivet kører meget langsommere og vi oplever massefyringer. Og de seneste økonomiske nøgletal skal tages alvorligt. Arbejdsløsheden stiger og de store overskud på de offentlige budgetter er vendt til underskud.
I denne krise gælder det om at handle klogt – for der findes ingen patentløsninger på at løse finanskrisen og de økonomiske problemer. Heldigvis havde den danske økonomi et godt udgangspunkt – og det giver os nogle muligheder, mange andre lande ikke har.
Vi kender allerede mange af de tiltag, som regeringen har sat i søen for at begrænse og komme godt igennem krisen. Tiltag som for eksempel stabilitets- og bankpakke, skattelettelser, renoveringspuljen og fremrykkelse af offentlige investeringer.
Men regeringen er ikke blevet belønnet for de mange nødvendige tiltag.
Tager jeg kreditpakken, så har Lene Espersen fået en del høvl for denne pakke og regeringen er blevet beskyldt for blot at ville hjælpe de grådige banker. Men hvis bare en af de store banker var gået konkurs, så havde vi set en nedsmeltning af det danske samfund. Det forhindrede kreditpakken.
Ser vi samlet på alle de tiltag, regeringen har sat i gang, så får Danmark en placering i top tre af de lande, der har gjort mest for at stimulere økonomien. Og som tidligere vismand og professor i økonomi, Jan Rose Skaksen, har udtrykt det i Berlingske Tidende, så ”er det en god ide lige at puste lidt ud nu og se tiden an, før der gøres mere.”
Alt det, som er gennemført, skal lige have lov at virke, før der taget nye initiativer i brug. Ellers kan vi risikere en økonomi som i 70’erne med høj inflation kombineret med stagnation. Det vil være en katastrofe.
Også vismændene enige i, at regeringen ikke lige nu kan gøre mere for at stimulere økonomien. Det kan godt blive nødvendigt med flere tiltag næste år, men nu er det tid til en pause.
Trods alle disse kloge ord, så har vi en totalt skinger opposition, med Helle Thorning-Schmidt og socialisten Villy Søvndal i spidsen, der råber på mere og mere. Intet fra regeringen er nok – eller godt nok – lyder omkvædet i deres dommedagsviser.
Realiteten er, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti – i stedet for at tage den økonomiske situation alvorligt – har valgt at bruge krisen som afsæt for at starte valgkampen op her midt i valgperioden. Og indholdet i deres politik, har kun været kritik af regeringen.
Regeringen har sat mange milliarder af til investeringer i offentlige bygninger. Der er de 50 mia. kr. til sygehuse, daginstitutioner og skoler. Derudover har regeringen også fremrykket offentlige trafikinvesteringer, kommunerne har fået lov til at øge anlægsmidlerne og vi har fået energi- og renoveringspuljer.
Men Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil have mere. De mener, at Danmark skal bygge sig ud af krisen. Og ja, det kan da lyde besnærende, når de to partier taler om for eksempel flere folkeskolebyggerier. Men vi kan ikke bygge os ud af krisen. Det er ikke en langsigtet løsning, da det ikke skaber varige arbejdspladser. Derimod vil vi stå tilbage med en kæmpe gæld, som kommende generationer skal kæmpe med.
Et andet eksempel på den usaglige kritik er, at både socialdemokraterne og folkesocialisterne giver regeringen skylden for, at Vestas for kort tid siden fyrede 1200 ansatte i Danmark.
Både Helle og Villy mener, at antallet af vindmøller i Danmark er afgørende for, at den internationale virksomhed Vestas har valgt at afskedige 1200 mand. Hvor plat kan det være! Vestas satser på produktion af vindmøller på land – men fremtidens vindmøller i Danmark står altså ude på havet i store vindmølleparker.
Når Vestas - trods mange ordrer og stærkt regnskab - alligevel fyrer samlet 1900 medarbejdere i Nordeuropa, så hænger det sammen med, at kun en fjerdedel af Vestas vindmøller sælges på hele det nordeuropæiske marked. Derfor har Vestas valgt at flytte deres produktion til lande, hvor de har markeder i vækst og hvor lønnen er lavere.
I stedet for at skælde ud på regeringen, så burde folkesocialisten Villy Søvndal skælde ud på Vestas ligesom han skælder ud på Danske Slagterier, der overvejer at flytte dele af deres produktion til lande med lavere lønninger. Man bør da være konsekvent.
Når jeg ser på de to største oppositionspartier, så ser jeg en inkonsekvent Villy, der som en anden vejrhane skifter politik alt efter hvad, der kan bringe ham tættere på en ministertaburet. Og jeg ser en småfornærmet og surmulende socialdemokratisk leder.
Deres væsentligste bidrag er at kritisere alt det regeringen kommer med. Og når vi hører den socialdemokratiske politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, kalde det netop overstået folketingsår for spildt, så er mit svar: Det er jeres egen skyld!
Der har været masser af muligheder for at trække i arbejdstøjet. Og hvis socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke vil samarbejde med regeringen, så kunne de have fortalt den danske befolkning, hvad de egentlig selv har at byde på: Hvad er deres politik, og hvad er deres grundlag for en eventuelt ny regering? Jeg venter stadig.
Vores politiske ordfører Henriette Kjær kom med et rammende billede i sin ordførertale under Folketingets afslutningsdebat. Hun sagde:
”At overlade ansvaret for det danske samfund til en S-SF regering vil være, som at sætte Bjørnebanden til at vogte Joakim Von Ands pengetank”
Og Henriette har fuldstændig ret.
Velfærdssamfundet
Men desværre har den evige kritik og skældud fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti givet dem medvind i meningsmålingerne.
De har haft held med at få skabt et billede og en opfattelse af et udsultet og beskåret velfærdssamfund. Det så vi blandt andet i en stor måling foretaget af Berlingske Tidende for nogle søndage siden, hvor danskernes utilfredshed med børnepasning, ældrepleje, sygehusene og folkeskolen er vokset.
Straks var megafonen Mette Frederiksen på banen. Hun beskyldte regeringen og Dansk Folkeparti for at smadre velfærdssamfundet, og kaldte flertallets politik for noget svineri.
Det er ikke nogen nyhed, at Mette Frederiksen er skinger – men jeg finder det ganske uhørt at komme med et så aggressivt og useriøst angreb.
Og egentligt burde socialdemokraterne miste al troværdighed, når Mette Frederiksen brøler så forvrængede beskrivelser af de sociale forhold i Danmark.
For sandheden er, at der aldrig er blevet brugt så mange penge på velfærd og offentlig service, som nu. Sandheden er, at vi er et af de lande, der har den største lighed, den laveste ledighed og den største velstand – vel og mærke trods den økonomiske krise.
Og kigger vi ud i Europa, så er Danmark ramt blidere af den økonomiske tilbagegang end langt de fleste andre europæiske lande. Også i forhold til arbejdsløsheden ligger Danmark stadig godt med den tredje laveste ledighed blandt 27 EU-lande. Det viser, at regeringens politik virker.
Udfordringen for os er at fortælle alt dette. Oppositionens forvrængede billede af velfærdssamfundet skal ikke have lov til at blive stående.
Udfordringer frem mod næste valg
Og denne udfordring skal vi tage op nu! For når oppositionen i lang tid har været i gang med valgkamp, så kan vi lige så godt også gå i gang. Der er mange områder, hvor vi kan markere os.
Afbureaukratisering
Jeg er for eksempel meget glad for Lene Espersens udmeldinger om, at ville styrke den offentlige sektor ved blandt andet at overdrage mere ansvar og kompetence til de offentlige ansatte samt ved at rense ud i overflødige regler og bureaukrati. Det vil være med til at gøre den offentlige sektor til en mere attraktiv og moderne arbejdsplads.
Og jeg er glad for, at Lene Espersen slår fast, at nok er vi tilhængere af, at der skal være konkurrenceudsættelse, så kommunerne tester prisen på den offentlige service. Men vi konservative er ikke tilhængere af noget ideologisk skoleridt om udliciteringer eller frit valg uden omtanke.
I Lene Espersens udmeldinger ser jeg også et klart ønske om at styrke ansvaret og handlemulighederne i kommunerne.
Jeg er selv stærk tilhænger af, at Folketinget ikke skal blande sig i alt og detailstyrer, hvad der foregår i kommunerne. Borgerne skal derimod have mulighed for at sætte præg på deres kommune – og det kræver et politisk råderum. Her har vi en kant til for eksempel Socialdemokraterne og deres forslag om minimumsstandarder og velfærdsrettigheder, som er en ekstrem form for detailstyring af kommunerne. I øvrigt må vi ikke glemme, at Dansk Folkeparti her er enige med Socialdemokraterne.
Social ulighed i sundhed
Et andet område, hvor jeg mener, at vi konservative bør sætte ind, er i forhold til at reducere den sociale ulighed i sundhed. For udover, at lavtuddannede har kortere levetid, så er det også her, vi oplever de fleste sygemeldinger, førtidspensioneringer og meget høje sundhedsudgifter. Det er både trist for den enkelte - og dyrt for samfundet.
Jeg mener, at det kalder på handling. For efter statistiske målestokke, har Danmark en relativ jævn indkomstfordeling, og som et rigt land burde vi i teorien have en høj middellevetid og stor lighed i sundhed.
Samlet set lever danskerne i alt for kort tid. Vi har en middellevetid, der halter langt efter de lande, vi plejer at sammenligne os med. Faktisk roder vi rundt blandt bundplaceringerne. Det skyldes i høj grad, at borgere med lave uddannelsesniveauer lever kortere og er mere syge end den øvrige befolkning.
Oppositionens forslag til løsninger vil ikke fjerne nogle af disse problemer. For vi lever ikke længere og vi får ikke reduceret den sociale ulighed i sundhed ved at fjerne det udvidede frie sygehusvalg, en måneds ventetidsgaranti eller bandlyse sundhedsforsikringer, som ellers er løsningsforslagene fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.
Faktisk er der ikke nogen, som lige nu sidder med nøglen til løsningerne. Ulighed i sundhed indeholder mange facetter, og vi har brug for langt mere viden og forskning på området, så vi får et bedre billede af, hvad der egentlig virker. Lad os sætte ind her – ligesom der også er brug for en større indsats, der går på tværs af sektorer, kommuner og regioner, som inddrager arbejdsmarkedet og som i højere grad er vedrørende for de borgere, det hele drejer sig om.
Vi skal ud på arbejdspladserne og fremme en sundere livsstil. Og de praktiserende læger skal være bedre og hurtigere til at finde frem til psykiske lidelser som depressioner og angst, som er stressrelaterede sygdomme og nogle af de hyppigste årsager til lange sygemeldinger og førtidspensionering hos lavtlønnede.
Lad os få formuleret en politik her, som er et kvalificeret modspil til oppositionens populisme, som ikke vil løse noget. Jeg er i gang.
Vi skal udstille alternativet
Derudover mener jeg, at vi skal være langt mere skarpe, når vi udstiller alternativet til vores VK-regering. Får vi en regering med Helle Thorning Schmidt i spidsen flankeret af socialisten Villy, så kan vi forvente:
- Højere skatter og mindre privat forbrug. For socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har ingen tiltro til det private initiativ og til, at vi som borgere kan være med til at stimulere økonomien. Nej – de vil hellere tilbage til deres tankegang om et lommepengesamfund, hvor det ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats
- Vi kan også forvente tilbagegang for erhvervslivet i Danmark med flere konkurrenceforvridende krav og højere erhvervsskatter
- Og så kan vi trygt regne med, at de vil pumpe milliarder af kroner ud for at øge den offentlige sektor markant. Men hvordan vil de få nye store lån og flere milliardudgifterne til den offentlige service til at hænge sammen med en ansvarlig økonomisk politik? De har ikke svaret. Konsekvensen er, at næste generation står med regningen.
Lad os få gjort dette alternativ tydeligere ligesom vi skal udstille, hvor historieløs kritikken er fra oppositionen. For eksempel gik Helle Thorning i det røde felt og skældte ud på Lars Løkke Rasmussen, da han som statsminister modtog Dalai Lama under uformelle rammer. Hun mener ikke, at statsministeren toner rent flag ved at modtage ham privat.
Nu kan man sige, at Lars Løkke Rasmussen toner betydeligt renere flag end Helle Thorning-Schmidts forgænger. Den daværende formand, Poul Nyrup Rasmussen, som dengang også var statsminister, blev nemlig så nervøs over Kinas protester, da han skulle have besøg af Dalai Lama, at han ”forklædte” sig som formand for partiet, og valgte blot at hilse på den tibetanske munk i Københavns Lufthavn.
De kommunale valg den 17. november
Et af mine hovedbudskaber i dag er, at der er brug for, at vi, folketingsgruppen, regeringen og alle gode borgerlige kræfter går hårdere til oppositionen. Og det er afgørende, at vi alle går i gang nu, hvis vi vil have nogle gode valg til kommunalbestyrelserne og regionsrådene.
Afslutning
Nu vil slutte af – og jeg glæder mig til at høre vores EP-kandidat, Mette.
Men først vil jeg lige sige tak til den konservative vælgerforening i Rudersdal for at have valgt Rolighed til årets grundlovsmøde. Omgivelserne er skønne, udsigten er fantastisk – og så er Rolighed et sted, hvor vi konservative føler os hjemme og godt tilpas. Så tak for et godt valg.
Og med disse ord vil jeg sige: Fortsat god grundlovsdag.