Pressemeddelelse 30. april 2007

    K med i forlig om hospitals- og psykiatriplanen

    De konservative i Region Hovedstaden er med i forlig om hospitals- og psykiatriplanen og har fået flere konservative mærkesager med i aftalen.

    Planen vil både styrke kvaliteten og sikre nærheden. Der sker samling af specialiserede behandlinger, hvor princippet ”øvelse gør mester” er centralt, hvilket er med til at give patienterne en bedre behandling og overlevelse. Et godt eksempel er kræftkirurgien. Derudover giver planen også mulighed for at sikre nærhed for de ældre medicinske patienter, patienter med kroniske lidelse og når der opstår almindelige skader og sygdom i hverdagen.

     

    Lige fra udkastet til hospitalsplanen blev offentliggjort lagde de konservative stor vægt på, at alle skadestuer skulle være døgnåbne – det er nu sikret i forliget.

     

    ”Det var og er meget vigtigt for os, at borgerne ved almindelige akutte skader og sygdom kan få hjælp døgnet rundt, så tæt på hjemmet som muligt. Det giver borgerne en forventet tryghed. Derfor er vi godt tilfredse med, at denne hospitalsplan kommer til at indeholde nærskadestuer på de seks nærhospitaler, hvor borgere med almindelige akutte skader og sygdomme kan få behandling døgnet rundt, ugens syv dage,” siger Benedikte Kiær, gruppeformand for de konservative, Region Hovedstaden.

     

    Borgerne i Region Hovedstaden får således fire super akuthospitaler, som kan tager de meget alvorlige sygdomme og skader, og seks nærskadestuer, som kan hjælpe og behandle borgere med almindelige skader og sygdomme. Dertil er det en god ide, at der arbejdes med forsøg med telemedicin, så den højeste ekspertise kan komme tæt på borgerne på f.eks. alle hospitaler i regionen. Det vil være med til at sikre en høj kvalitet på alle områder.

     

    Derudover er de konservative glade for, at der skabes mulighed for at nyt hospital på Amager, hvilket er med til at give borgerne på amager et tidssvarende nærhospital. Dertil er de konservative er tilfredse med, at aftalen giver Gentofte Hospital rigtig gode muligheder for at udvikle et kraftcenter inden for allergisygdomme, som er en af de største folkesygdomme i Danmark.

     

    Endvidere er konservative tilfredse med få medtaget en præcisering af, at de fire planlægningsområder får samme kvalitets- og serviceniveau uanset, at der er forskelle på størrelsen af de fire planområder. Konkret vil det betyde, at eksempelvis Hillerøds fødeafdeling skal levere den samme service og vagtberedskab selvom Hillerøds optageområde er befolkningsmæssigt mindre end de øvrige. Konservative havde gerne set, at velfungerende fødeafdelinger blev bevaret. Et flertal i regionsrådet ville på forhånd have fem fødeafdelinger – og med det udgangspunkt var det vigtigt for de konservative, at de fødende kvinder og deres partner får trygge og rolige omgivelser før, under og efter fødslen. På den baggrund er de konservative tilfredse med, at dette præciseres ved, at der skal skabes mindre miljøer på de udvalgte hospitalsmatrikler.

     

    På psykiatriområdet var det et krav fra de konservative, at de ungdomspsykiatriske senge blev bevaret i Hillerød – og det er blevet efterlevet med aftalen om psykiatriplanen: ”Unge med en psykiatriske lidelser er en udsat gruppe, og derfor er nærhed og et trygt patientforløb med kendte behandlere utroligt vigtigt. Hillerød har et rigtig godt behandlingstilbud og vi er utrolig glade for, at det nu bliver bevaret,” siger Benedikte Kiær.

     

    Derudover er de konservative tilfredse med, at der ikke bliver reduceret i sengekapaciteten på Sct. Hans Hospital til patienter med dobbeltdiagnose og at de psykiatriske senge i Frederikssund bliver bevaret.

     

    En realisering af både hospitals- og psykiatriplanen kræver, at regeringen og Folketinget i de årlige økonomiforhandlinger giver de økonomiske rammer. Vi vil derfor følge planen tæt, og er opmærksomme på, at planerne forudsætter at regionen tilføres ekstra midler. Samtidig finder de konservative det væsentligt, at der arbejdes målrettet for at opfylde fremtidsperspektiverne i hospitalsplanen og aftalen – f.eks. om at sikre patienterne gode fysiske rammer på regionens hospitaler, som eksempelvis enestuer og max tosengsstuer med eget toilet og bad. Lykkedes det for Danske Regioner at få forhandlet en økonomiaftale med regeringen og Folketinget, som åbner op for muligheden for yderligere forbedringer af rammer og evt. nybyggeri, så vil de konservative arbejde målrettet videre med dette i forhold til hospitals- og psykiatriplanen.

    Emne: Sundhed

    Konservative Benedikte Kiær - email: min@sm.dk