26. februar 2009

    Region Hovedstaden skal blive bedre til kommunikation og de mere bløde værdier i kræftbehandlingen

    En ny undersøgelse af kræftpatienters oplevelser viser, at 96 pct. har et virkeligt godt eller godt indtryk af deres samlede udrednings- og behandlingsforløb. Men der er også områder, hvor der er rum for forbedringer – især i hovedstadsregionen.

    ”Jeg er glad for, at kræftpatienterne samlet har et godt indtryk af det udrednings- og behandlingsforløb, som vores sundhedsvæsen tilbyder. Men undersøgelsen viser også, at der er områder med problemer – især i forhold til samarbejdet mellem praktiserende læger, sygehuse og kommunerne samt tilbudene uden for sygehusene. Her skal der ske forbedringer, og vi må derfor tage fat på denne opgave i samarbejde med kommuner og praktiserende læger,” siger Benedikte Kiær, gruppeformand for den konservative regionsrådsgruppe.

     

    Eksempler på problemområder er, at 60 procent af patienterne angiver, at de ikke fik tilbud om støtte fra en psykolog samt at 22 procent af patienterne oplever unødige ventetider på sygehusene. Derudover fremhæver undersøgelsen, at de primære indsatsområder er patienternes vurdering af, om informationen om henholdsvis senfølger, bivirkninger og rettigheder var tilstrækkelig, andelen af patienter der fik tilbud om henholdsvis genoptræning og vejledning om arbejdsliv samt deres vurdering af tilbuddene, overgangen mellem sygehus og kommunal hjemmepleje/hjemme-sygepleje, hjælp fra kommunal hjemmepleje/hjemmesygepleje, overgangene mellem sygehus og almen praksis læge, patienternes tryghed ved kontrolforløb, tillid til den faglige dygtighed blandt almen praksis læger og praktiserende speciallæger, almen praksis læges indsats i forhold til sygdommen samt unødvendig ventetid på sygehuset.

     

     

    Region Hovedstaden ligger flest gange under landsgennemsnittet

     

    Sammenligner man de fem regioner, er der forskelle i patienternes vurderinger. Ud af de mange spørgsmål drejer 23 spørgsmål sig om patienternes oplevelser på sygehusene. Her markerer Region Syddanmark og Region Midtjylland sig ved at ligge over landsresultatet, Region Nordjylland og Region Sjælland er på niveau, mens Region Hovedstaden ligger under landsgennemsnittet.

     

    I Region Hovedstaden har patienterne på 12 af de 23 spørgsmål, givet en vurdering, der ligger under landsresultatet. Kun 11 resultater (48 procent) ligger på niveau med landsresultatet, og ingen placerer sig over landsresultatet. De spørgsmål, der ligger under landsresultatet handler om sygehuspersonalets adfærd, lægesamtaler, information om rettigheder og senfølger, henvendelse til sygehus, overensstemmelse af informationer og medinddragelse i beslutninger om behandling.

     

    ”Med pakkeforløb og flere ressourcer sker der mange positive tiltag i kræftbehandlingen. Men undersøgelsen viser, at der også skal være et større fokus på de mere bløde værdier i regionens kræftbehandling. Som hovedstadsregion skal vi naturligvis ligge bedre. Vi skal f.eks. sikre, at alle relevante informationer bliver givet ligesom patienten altid bør opleve, at lægen har sat sig ind i journalen ved de aftalte samtaler.” siger Benedikte Kiær.

     

    Sygehusene har tilbage i november sidste år modtaget undersøgelsens resultater, og Benedikte Kiær vil derfor gerne have oplyst, hvordan sygehusene har tænkt sig at bruge resultaterne. Derfor har Benedikte Kiær stillet regionen en række spørgsmål for at få oplyst, hvordan de enkelte sygehuse har tænkt sig at bruge undersøgelsen.


    Kort om undersøgelsen:
    Undersøgelsen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse blandt 20.000 kræftpatienter i det første halvår af 2008 og dækker hele forløbet fra første kontakt hos almen praksis lægen til afsluttende kontrolforløb. Af de 20.000 kræftpatienter, som har fået tilbud om at deltage i undersøgelsen, har 68 procent taget imod tilbuddet og deltaget i undersøgelsen. 

     

    Formålet med undersøgelsen er dels at tegne et overordnet billede af den danske kræftbehandling, dels at få belyst, om der er særlige områder, som bør prioriteres i det videre arbejde med at sikre patienterne den bedste kræftbehandling. For at følge op på de nye initiativer på kræftområdet, der skal sikre patienterne hurtigere, tryggere og mere veltilrettelagte forløb, har Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse planlagt at gentage undersøgelsen i 2010.

     

    I november 2008 modtog de sygehuse, der er repræsenteret i undersøgelsen, deres egne resultater sammenlignet med landsresultatet. Dette materiale var tænkt som et arbejdsredskab for det enkelte sygehus. Resultaterne kan af det enkelte sygehus bruges aktivt i arbejdet med at udpege indsatsområder og iværksætte tiltag, der kan forbedre kræftpatienternes oplevelser af kvaliteten.

    Konservative Benedikte Kiær - email: min@sm.dk