Årsagen til den store politiske bevågenhed om området er naturligvis, at god vejledning for rigtig mange unge er den væsentligste forudsætning for at ende på den rette hylde i uddannelsessystemet. Derfor vil vejledningsindsatsen også i de kommende år have stort fokus fra Christiansborg. Skal vi nå 95 % målsætninger er det bydende nødvendigt med en god og solid vejledningsindsats båret af dygtige medarbejdere. Det er heldigvis mit indtryk, at det i hovedtræk er netop, hvad vi har. Men det kan stadig gøres bedre. Vi har også de seneste år valgt at fokusere vejledningsindsatsen mere på de svageste unge. Det betyder ikke, at de andre unge skal glemmes – for de kan også være i tvivl. Men det betyder, at hovedvægten her – som alle andre steder – bør være på at hjælpe dem mest, der har mest hjælp behov.
Derfor er det naturligvis også alarmerende, når en rapport fra Deloitte slår fast, at vejledningsindsatsen ikke fokuseres på dem, der har mest hjælp behov. Det skal vi som ansvarlige politikere reagere på. Alt andet ville være ansvarsforflygtigelse og udtryk for manglende fornemmelse for alvoren i mange unges situation. Jeg har forstået, at en del UU-centre og medarbejdere står uforstående overfor rapportens konklusioner. Det håber jeg meget, at de har god grund til. Men det ændrer naturligvis ikke på, at man altid kan forsøge at gøre indsatsen lidt bedre. Og jeg mener da også, at det må være netop UU’ernes medarbejdere, der er nærmest til at vurdere, hvordan indsatsen kan blive bedst mulig. Derfor har jeg på Altinget.dk opfordret til, at man ”griber i egen barm”. Vi politikere står jo ikke i UU-centrene til daglig. Og derfor kan vi forholde os til statistikken, forsøge at tilpasse lovgivningen, men ikke i praksis komme med det konkrete bud på hvordan den enkelte situation kan håndteres bedst muligt. Det kan kun det fagligt kompetente personale. Netop derfor har jeg opfordret til at vejlederne selv kommer på banen. Og derfor er jeg også glad for, at så mange vejledere har valgt at indgå i dialog direkte med os politikere. Det er nemlig vejen frem mod en endnu bedre vejledning.
Men vi politikere kan også gribe i egen barm. Og derfor har jeg længe ment, at der var behov for en revision af vejledningsindsatsen også fra politisk side. Det har vi til en vis grad fået med regeringen ungepakke II.
I ungepakken lægges der bl.a. op til en afbureaukratisering af vejledningsindsatsen sådan at kommunerne får større frihed til at fokusere ressourcerne på de udsatte unge. Vejledningsindsatsen fra 6. klasse bliver totalt omlagt, så der på dette tidlige tidspunkt kun skal være fokus på dem, der måtte have risiko for at falde igennem. Altså igen en målretning af indsatsen overfor dem, der har mest hjælp behov.
Hertil kommer, at der med et fælles datagrundlag gives langt bedre rammer for samarbejde på tværs af UU, jobcentre og kommunale forvaltninger. Det skulle gerne give mulighed for at hjælpe den enkelte unge endnu bedre.
Vi skal jo huske på, at ikke alle unge nødvendigvis skal videre i uddannelse. Her er det vigtigt, at kommunerne står klar med tilbud, som kan give den unge solidt fodfæste på arbejdsmarkedet og forhåbentlig med årene mod på at tage en uddannelse. Derfor er det så vigtigt, at jobcentrene også har en rolle at spille i forhold til de 15-17-årige. Og derfor er det vigtigt, at vejledningsindsatsen i 6. klasse har særligt fokus på dem, der måske har brug for i en periode at opfylde undervisningspligten ved deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse eller beskæftigelse.
Samtidig etableres med ungepakken en e-vejledning i tilknytning til portalen ug.dk, hvor ressourcestærke unge og deres forældre hurtigt og nemt kan få afklaret spørgsmål om bl.a. uddannelsesvalg. Forhåbentlig vil også det frigøre ressourcer i UU-centrene til at fokus i højere grad kan rettes mod dem, der har svære ved at træffe det rette valg på det rette tidspunkt.
Dertil kommer, at ungepakken byder på et antal nye redskaber, som primært kommunerne kan benytte sig af i forbindelse med målsætningen om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. For det er faktisk et temmelig ambitiøst mål, vi har sat os.
Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at nå dette mål, er det bydende nødvendigt, at alle parter hele tiden griber i egen barm og hele tiden vurdere, om vi hver især kan gøre det bedre. Kan lovgivningen forbedres? Kan rammerne gøres mere fleksible? Kan der koordineres bedre mellem de forskellige parter? Og kan det enkelte UU-center eller den enkelte vejleder gøre sit arbejde på en mere hensigtsmæssig måde. Den slags spørgsmål skal vi hele tiden have lov at stille.