Lige løn – det handler om vilje. – Jeg tror alle ved, hvad jeg refererer til. Men nej, bare rolig. Det her skal ikke være et indlæg i den aktuelle konflikt på arbejdsmarkedet. Den ser jeg helst, at arbejdsmarkedets parter klarer selv. Men snakken om lige løn og lighed har nu alligevel inspireret mig i anledning af Grundlovsdag. Lighedstanken ligger dybt i mange danskere. Og jeg tror mange føler, at det med lighed for loven, ligefrem er noget, der står i vores grundlov. Men det gør det faktisk ikke.
Og faktisk tror jeg, at vores grundlovsfædrer ville sige, at nok er lighed for loven vigtig. Men lighed som sådan er ikke et mål i sig selv. Tænker man lighed kønnene imellem, vil jeg næsten sige tværtimod. Her er det ganske tydeligt, at grundloven er skrevet i en anden tid end vores. Vi har dog tolket de gode herrer – ja, for det var det jo – sådan at de i en moderne sammenhæng f.eks. ville mene, at ”Konge” kunne udskiftes med ”regent”.
Vi har dog ikke været helt konsistente i oversættelserne: Der står også, at enhver våbenfør mand er pligtig til at bidrage til fædrelandets forsvar – og vi har jo stadig ikke værnepligt for kvinder.
Nå, men alt dette ændrer ikke på, at vi nok med en vis ret kan sige, at der er indtænkt lighed for loven i vores forfatning. Og Grundtvig – som vel nok er vores mest kendte grundlovsfader – er da også kendt for de berømte ord om ”Frihed for Loke såvel som for Thor” – altså her lighed i friheden.
Og dertil kommer, at lighed for loven er en af de helt fundamentale retningslinier, hvis et demokrati skal fungere konstruktivt. Hvis ikke vi har lighed for loven, så bliver demokrati til flertalstyranni.
Men hvad med lighed på alle andre punkter? er det altid det bedste, hvis vi alle er helt lige? Det tror jeg ikke.
Lidt for ofte oplever vi i dagens Danmark dem, der gerne vil ligheden på den måde, at de vil have det, som de andre har. Men de vil ikke opgive det, som de selv har fået i stedet. Lighed er i den socialdemokratiske version af velfærdsstaten desuden blevet til, at vi alle skal have det hele. Der er ikke længere nogen grund til at tage personligt ansvar, for jeg har jo ret til alt det, som de andre har.
Her bliver ligheden misbrugt. For sandheden er jo den, at vi ikke er født lige – med lige evner, lyster, vilje og ambitioner. Og Gud ske lov for det.
I mange sammenhænge er det jo en rigtig god ting. Tænk hvis vi alle gik og drømte om det samme, ville de samme ting og kunne det samme. Det ville dog være en kedelig verden.
Bagsiden af medalje er selvfølgelig, at nogen er født med dårlige forudsætninger. Det kan være fysisk, mentalt eller socialt.
Så derfor bliver spørgsmålet, om vi nu også alle skal behandles lige? Min påstand er, at for at give mennesker lige muligheder skal de behandles forskelligt. Det udsagn oplever jeg ofte, at mange – særligt i min generation og yngre – sætter spørgsmålstegn ved. De forstår ganske enkelt ikke dette koncept med at man skal behandles forskelligt for at få lige muligheder. Og jeg spørger mig selv, om det er fordi de er opvokset med en velfærdsstat, der har taget ansvaret fra dem og i en vis forstand gjort os alle ens?
Og hvem her kan sige sig fri for at få tilskud fra det offentlige – og det uanset hvor godt vi har det og hvor mange penge vi har tjent!
Igen er det på mange måder et rigt samfund, der kan tilbyde alle hjælp. Men det bliver næppe den bedste hjælp, hvis alle skal have den. Jeg så hellere at vi fordelte hjælpen mere ulige, således, at de, der ikke har fået så gode forudsætninger i livet, kunne få mere hjælp. På den måde ville vi via en ulig fordeling i virkeligheden blive mere lige i den sidste ende.
Men det skal også være i orden at vælge fra – at have mindre på én konto, fordi man har valgt noget andet på en anden. Og her er det så, at overenskomstforhandlingerne kommer ind:
Her er det jo blevet drøftet om de offentligt ansatte får lige løn med de private. (Om deres løn er rimelig eller ej, skal jeg ikke blande mig i). Men jeg kan helt nøgternt konstatere, at man ikke kan tale om lige løn for lige arbejde. Offentligt ansatte har nemlig generelt bedre betalt barsel, de har frokosten inkluderet i deres 37 timers arbejdsuge og der er flere feriedage.
Her er der tale om et reelt valg. Det er jo overenskomstmæssige spørgsmål. Vil man det ene eller vil man det andet? Og det er fint for mig. Men så er vi tilbage til, at hvis man vil have lighed i årslønnen, så går det ikke at have ulighed i ferie og arbejdstid.
Ligeledes tales der så frygteligt meget om, at vi kvinder ikke har de samme chancer på arbejdsmarkedet som mændene. Jeg underkender på ingen måde den kamp, som bl.a. min mors generation har måttet kæmpe. Men jeg føler samtidig, at kravet om lighed her er ved at gå over gevind. Selvfølgelig skal vi som mænd og kvinder have lige muligheder. Men skal vi nu også nødvendigvis være ens?
Jeg ser f.eks. intet galt i, at nogen kvinder foretrækker fag, hvor der er mulighed for at gå tidligt hjem, holde lang barsel og tage mange fridage. Hvis det altså er den enkelte kvindes præference.
Derfor bliver jeg også ualmindeligt tosset, nå venstrefløjen kræver, at en del af barslen reserveres til manden. Kan familierne nu ikke selv tage ansvar for fordelingen af barsel? Næ, for der er flere kvinder end mænd på barsel, lyder svaret. Men det påvirker jo altså ikke mig, at mit køn generelt gør et eller andet. Hvorfor er det, at jeg på den måde skal sættes i bås med andre bare fordi vi tilfældigvis deler køn?
Og hvad nu hvis det bare er sådan, familierne gerne vil indrette sig? Skal vi være lige uanset om vi vil det eller ej?
Og det kommer vel heller ikke bag på nogen, at jeg har samme problem med kvoter for kvinder i bestyrelser. Tænk at blive valgt på baggrund af sine evner og kvalifikationer hvorefter alle tror, at man blot er valgt for at kvoten kunne opfyldes?
Nej tak – den slags diskrimination i lighedens navn, ser jeg mig gerne frabedt. Det er lighed når den er allerværst.
En anden slags lighed, jeg finder aldeles absurd er den lighed, der diskriminerer os alle lige meget. Her tænker jeg f.eks. på forbud mod religiøse symboler. Jeg ved godt, at det forbud, der oftest tænkes på ikke er et forbud i lighedens navn. Nej, Dansk Folkeparti vil ganske enkelt have forbudt det muslimske tørklæde flest mulige steder. Men – her har vi så heldigvis de europæiske menneskerettigheder, der siger, at vi ikke kan diskriminere. Her må der nemlig være lighed for loven. Vi kan ikke blot forbyde tørklædet uden at forbyde alle religiøse symboler.
Så er vi da alle lige. Men er det så i orden at forbyde alle religiøse symboler?
Nej, siger jeg. For vi kan jo ikke bruge ligheden til noget, hvis den gør os alle lige ufri. Så er der jo tale om ufrihed for Loke såvel som for Thor.– Og religionsfriheden, ja den står faktisk i vores grundlov. Der står nemlig, at Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning.
Et af de områder, hvor så åbenbart et stort flertal i Folketinget – og i befolkningen – gerne vil gøre ligheden til ”enshed” er for dommere. Her skal det være forbudt at bære religiøse symboler.
Jeg er fuldstændig enig i, at en dommer ikke skal bære sharia-tørklæde – eller Bevar Christiania bluser for den sags skyld. Men det plejer den dømmende magt nu også udmærket at administrere uden at den lovgivende magt blander sig.
Skulle man endelig blande sig, så kunne man vel i stedet lovgive om en uniform. Det kunne jeg godt acceptere.
Men at lovgive imod religiøse symboler – selv et sted, hvor jeg absolut ikke vil have dem – det er jeg af princip modstander af. Jeg mener det er på kant med ånden i vores frihedstankegang – på kant med ånden i vores grundlov.
Især, når det er ganske overflødigt. Det fremgår nemlig allerede af retsplejeloven, at ingen må virke som dommer i en sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. Og sådanne omstændigheder foreligger jo, hvis dommeren sætter Sharia-lov over dansk lov.
Og nu vi er ved religionen. Så er det et af de steder, hvor vores grundlov faktisk siger, at vi ikke har lighed. Den siger ganske tydeligt, at vi har religionsfrihed. Men den siger lige så tydeligt, at vi ikke har religionslighed. Den siger jo, at den Evangelisk Lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Og som ivrig tilhænger af den nuværende folkekirkeordning, er jeg på det punkt ganske enig med grundlovsfædrene i, at vi ikke har eller skal have lighed.
Men det kan også gå for vidt, som da dansk politiks nye uhellige alliance – foreningen af Dansk Folkeparti og Ny alliance – fremlagde forslag om sindelagskontrol mod de godkendte trossamfund. Noget som ikke skulle gælde for hverken Folkekirken eller de 11 anerkendte trossamfund.
Vi skal her huske, at forskellen mellem anerkendte og godkendte trossamfund udelukkende er historisk betinget. Før 1970 blev trossamfund anerkendt ved kongelig resolution. Efter 1970 er trossamfund blevet godkendt bl.a. gennem ægteskabslovgivningen, da de godkendes til bl.a. at være vielsesmyndighed.
DF og NA ville pålægge de godkendte trossamfund - altså kun dem, der er godkendt efter 1970 – at arbejde aktivt for integration og danske værdier. Krarup og Langballe kunne bare ikke svare på, hvordan det konkret skulle ske, eller hvem der skulle definere, hvad danske værdier er. Og stod det til Khader skulle trossamfundene tillige påbydes kvindelige forkyndere og vielse af homoseksuelle. Så kan man sige, at det var heldigt for Folkekirken, at den ikke skulle underlægges denne sindelagskontrol – her er der jo stadig en gruppe, der ikke ønsker kvindelige præster – og en temmelig stor gruppe, der ikke ønsker vielse af homoseksuelle.
– Hvert 5. år kunne godkendelse så tages fra trossamfundene, hvis ikke de rettede ind.
Og spurgte man Krarup og Langballe hvorfor denne sindelagskontrol dog ikke skulle pålægges de anerkendte trossamfund, så var svaret ganske klart, at ”katolikkerne og jøderne er der jo ikke problemer med.” Det her var for at komme fundamentalistisk islam til livs. – Jo tak spids. Kan I forestille Jer hvordan dansk lovgivning ville se ud, hvis det til enhver tid siddende flertal hele tiden lavede lovgivning, der kun galt for de grupper, flertallet ikke kunne lide? Ja, så ville det netop blot være et flertalstyranni.
Derfor er det nok meget godt, at vi holder fast i princippet om lighed for loven.
At der så er nogen politikere, der er fuldstændig ligeglade med det princip, ser man ikke kun på Christiansborg. De seneste måneder har man med rædsel kunne se på, at man i København åbenbart får mere ret, hvis man kaster med brosten end hvis man holder sig indenfor lovens rammer.
Jeg tænker naturligvis på bøllerne fra Ungdomshuset. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at Ritt Bjerregaard har bøjet sig for vold, brosten og bål i gaden. Kulturhuset på Dortheavej er nu blevet ryddet for dansere, syklubber og andre gode og sunde aktiviteter, for at de stenkastende bøller på udemokratisk vis kan få sig et nyt ungdomshus – imod borgernes ønske, må man tilføje.
Det er i hvert fald ikke lighed for loven.
En helt anden problemstilling, som vi så i forbindelse med disse optøjer – og også i forbindelse med bandeoptøjer, og når hooligans raserer DSB’s tog – er, at er man mange nok, så får man heller ikke lovens lighed at føle.
I alle tre tilfælde oplever vi hvordan politiet står magtesløse, når de ikke kan sætte navn på nøjagtig hvem, der gjorde nøjagtig hvad. Er man alene bliver man straffet, men hærger man i grupper, så slipper man fri.
Jeg håber det lykkes vores justitsminister at finde en model, hvor vi kan straffe de her grupper kollektivt i de tilfælde, hvor de dækker over hinanden. Det handler naturligvis ikke om at kræve erstatning fra mennesker, der tilfældigvis bliver fanget midt i andres hærgen. Det handler om dem, der dækker over hinanden, fordi de på den måde alle kan slippe for straffen. Noget vi også husker fra Blekingegadebanden. Det må vi til livs, så alle der begår hærværk og sætter andres liv i fare bliver ramt ens af lovens strafudmåling.
Vi skal have lighed for loven. Men vi skal ikke have lighed i enhver forstand og for enhver pris. Lighed skal f.eks. ikke bruges til at diskriminere alle lige meget. Og så skulle vi tage og gå mere op i, at vi alle får lige muligheder frem for hele tiden at gå op i, om vi er lige på alle måder. For det er vi ikke. Og vi bliver ikke gladere og bedre mennesker af at vi alle bliver ens. Tværtimod skal vi, der kan, tage ansvar for os selv, for vores nærmeste og for vores samfund. Og det betyder, at vi nogle gange må give afkald på retten til at få nøjagtig det samme som de andre. Dertil kommer, at forskelligheden ofte er en fryd. Det er da dejligt, at vi ikke alle vil det samme. Og vi må derfor respektere hinandens forskellige valg – og så forsøge at hjælpe dem, hvis liv ikke har givet dem, de samme muligheder, som vi selv har fået.
Glædelig grundlovsdag.