Egentlig er det jo simpelt. Vi kender det fra vores arbejde: Det, vi laver, skal være spændende og udfordrende, for at vi har lyst til at stå op om morgenen. Vi skal ikke kede os for ofte, og opgaverne skal heller ikke være så svære, at vi ikke kan overskue dem.
Chefen skal sikre et godt arbejdsmiljø, hvor hver enkelt medarbejder får lov til at udnytte sit fulde potentiale og hvor man ikke konstant bliver sammenlignet med mennesker, hvis kvalifikationer er helt anderledes end ens egne. Vi ved alle sammen hvem på arbejdspladsen, der er gode til hvad. Og samspillet mellem kvalifikationerne er kun i top, når chefen forstår at lede og fordele arbejdet på en måde, hvor vi hver især kan vise, at vi med netop vores talent har en værdi for arbejdspladsen.
Sådan er det naturligvis også i klaseværelset. Og heldigvis er det blevet en selvfølge, at undervisningen i Folkeskolen skal være differentieret. Det er en naturlig forudsætning for elevens positive oplevelse af undervisningen, at motivationen sker på den enkeltes præmisser og på den enkeltes niveau.
Med 1970’ernes frygt for den sorte skole gled denne selvfølge desværre i baggrunden. Og dem af os, der har gået i skole i 70erne og 80erne, oplevede i større eller mindre grad den håbløse undervisning efter laveste fællesnævner. Men sådan er den danske Folkeskole heldigvis ikke i dag.
Differentieret undervisning kræver dog rigtig meget af læreren. Og de, der betros den kæmpe opgave det er, at undervise vores børn, skal naturligvis sikres de nødvendige forudsætninger. Derfor finder vi det nødvendigt, at en del af lærernes efteruddannelse målrettes screening af eleverne og ikke mindst kompetencer til at undervise elever med både særligt svage og særligt stærke forudsætninger.
Hvis læreren som ”daglige leder” i klasseværelset skal kunne motivere eleverne ud fra så forskellige forudsætninger, som Folkeskolen rummer, er det ikke godt nok, at man har lært at undervise ”forskellige elever”. Det er nødvendigt med konkret viden målrettet undervisning af forskellige elevtyper.
Den rummelige Folkeskole skal nemlig ikke bare rumme den gyldne fællesnævner. Den skal rumme den læsesvage elev med dårlig indlæringsevne. Og den skal rumme den super stimulerede, højt begavede elev, der kunne læse allerede inden børnehaveklassen. Og her er det lærerens job som daglig leder at skabe et spændende og motiverende læringsmiljø for begge elever.
Efteruddannelse gør det naturligvis ikke alene. Vi skal også løsne de stramme bånd om mulighederne for holddannelse. Hvorfor er det lige, at vi politikere skal udstikke rammerne for hvor meget og hvordan man må holddanne? Skulle vi ikke tage at overlade det til lærerne og skolerne at træffe en professionel afgørelse? Det synes vi konservative. Men desværre vil vores forligspartner, Socialdemokraterne ikke være med til at afskaffe det bureaukrati, der er sat ned over skolernes mulighed for at tilrettelægge en hensigtsmæssig undervisning.
En netop offentliggjort undersøgelse har ellers vist, at særligt de stille piger har stor gavn af nogle gange at blive skilt fra drengene. TV-serien om Gauerslund skole har vist, at elever kan have godt af at blive undervist efter forskellige læringsstile. Og den første rapport fra "Projekt Dygtige Børn" viser rigtig gode erfaringer med niveaudeling fra Tjørnelyskolen i Greve. De bogligt stærke bliver ikke trukket ned, og de svage oplever, at nogle nye er blandt de dygtigste.
Skolelederen fra Greve forklarede til DR, at ”nogle er på førsteholdet, mens andre er på andetholdet, men derfor kan de jo sagtens være gode venner alligevel”. Og det er præcis min pointe: Hvorfor er de lige, at janteloven er afskaffet i fodbold, men ikke i matematik? I fodbold må man godt dyrke talenterne. Det skal vi naturligvis også i skolen.
Vi er nået et stykke af vejen. Men det kan ikke være rigtigt, at Janteloven skal betyde, at de klogeste elever søger udfordringer på privatskoler. Eller at janteloven skal få dygtige elever til at forstyrre undervisningen i ren kedsomhed. I stedet skal de stimuleres og motiveres. For mig er det ikke afgørende om det sker i klassen eller på et hold. Det er afgørende, at de bedste erfaringer udbredes til alle skoler og at vi ikke fra politisk side sætter barrierer i vejen for udviklingen.
Og så skal lærerne have assistance i undervisningen. Erfaringerne med de såkaldte undervisningsassistenter er gode – særligt i Finland. Derfor har vi nu sat penge af til danske forsøg med undervisningsassistenter. Og som konservativ kan jeg ikke tro andet, end at det bliver en kæmpe succes.
Det skal stadig være læreren, der udfylder lederrollen og dermed står for undervisningens indhold og karakter. Men assistenterne skal ikke bare holde ro og støtte socialt svage elever. De skal også kunne assistere grupper og hold med konkrete problemstillinger som f.eks. opstilling af forsøg. Og de skal kunne give eleverne redskaber til bedre at forstå og omsætte undervisningen.
Derfor foreslår jeg en egentlig undervisningsassistentuddannelse med fokus på pædagogik og didaktik. En uddannelse meget i stil med den, der er blevet oprettet for pædagogmedhjælpere.
Undervisningsassistenterne skal ikke have liniefag. Og de skal ikke være minilærere. De skal netop have deres egen identitet og deres eget speciale. De skal lære om sociale strukturer og om forståelse for elevernes særlige evner uanset om de evner er indenfor det strengt faglige, eller om der skal sættes fokus på andre kompetencer for at styrke elevens selvbevidsthed.
Samtidig må vi sikre, at faglighed ikke kun er den boglige og akademiserede faglighed. Det er nemlig vigtigt, at vi også sætter fokus på fagligheden i de praktiske og musiske fag. Folkeskolen skal jo være alment dannende fremme kompetencer og talent indenfor alle fag.
Derfor mener vi, at også praktiske og musiske fag skal være udtræksfag til afgangsprøven i 9. klasse.
Folkeskolen skal blive stadigt bedre til at belønne og fremme elevernes spidskompetencer. Og det betyder, at nogle elever nødvendigvis må blive bedre end resten af klassen. Vi skal leve af disse fyrtårne uanset om det er indenfor de boglige fag eller indenfor håndværksfagene. Vi skal turde rose dem, der virkelig kan noget, og give dem udfordringer der gør, at de også føler, at de kan lære noget af at stå op hver morgen og gå i skole.
Også de elever, der har sværest ved at følge med og forstå undervisningen skal stimuleres på netop deres niveau. Lærerens vigtigste ledelsesopgave overfor disse elever er, at fremme de kompetencer, som den enkelte elev har med sig. Og det gælder uanset hvor de kompetencer ligger, og hvor godt de måtte være gemt. For alle elever har potentiale.
Og så mener vi, at ungen mennesker, der har haft det svært i skolen, skal have en ekstra chance. Derfor foreslår vi, at der skal oprettes ”sommercamps” med kurser af f.eks. 8 ugers varighed, hvor elever, der har fået det, der svarer til dumpekarakter, ved afgangsprøven, kan få intensiv hjælp, reeksamen og dermed chance for f.eks. at starte på en ungdomsuddannelse eller få en lærerplads allerede samme efterår med en bedre eksamen i bagagen.
Indsatsen skal som sagt være til stede langt før det går så galt. Men uanset hvor meget vi gør, så vil skoleforløbet gå galt for nogle elever. Og jeg synes, at man som 15-16-årig skal opleve, at man kan få en chance til i det danske samfund. Man skal opleve, at der er plads til en, selvom skolegangen har været lidt skæv. Og som konservativ vil jeg altid stå fast på, at hvis vi alle skal have lige muligheder, så skal vi behandles forskelligt.
Det er i Folkeskolen, at kimen lægges til de unges fremtid. Derfor er Folkeskolen for os konservative så uhyre vigtig. Og derfor vil vi til enhver tid kæmpe den vædi- og kulturkamp, som er nødvendig for at sikre en Folkeskolen i høj kvalitet, hvor alle elever bliver udfordret og motiveret på netop deres niveau. Mindre kan ikke gøre det.