(Det talte ord gælder)
Grundlaget under vores demokrati er forestillingen om, at mennesket i kraft af at være menneske besidder en række umistelige rettigheder. Frihedsrettighederne, med ytringsfriheden – tanken og talens frihed – som den ypperste. Det er de rettigheder, som er inkluderet i FNs menneskerettighedserklæring.
De rettigheder, som blev grundlaget og omdrejningspunktet for oprettelsen og opbygningen af FN efter holocaust og 2. verdenskrig.
I øjeblikket er en række muslimske lande ved at forsøge at lave om i det grundlag. Det er alvorlig – og har været det et stykke tid.
Til foråret er der i FN-regi planlagt en racismekonference. Sidste racismekonference i 2001 handlede mest om Israels behandling af palæstinenserne – og ikke minoriteter i arabiske lande. Alt tyde på, at forårets konference vil fortsætte i dette spor og blive brugt til at kritisere de vestlige landes ytringsfrihed herunder Muhammed-tegningerne.
FN har været en succes til at regulere, balancere og skabe orden i verdenssamfundet. De seneste år er der bare kommet mere og mere malurt i bægeret i form at en gruppe muslimske lande, der er ved at få held til at kategorisere religionskritik som racisme.
Religionskritik er ikke racisme. Religionskritik er at gøre brug af ytringsfriheden. De to udsagn – ytringer om I vil, er mulige gennem ytringsfriheden, som er igen er det væsentlige grundlag under de vestlige demokratier.
Der skal værnes om ytringsfriheden, eller sagt med andre ord: Mister vi ytringsfriheden, mister vi selve demokratiet. Det demokrati, der er udviklet og forfinet i Vestens 2000-årige historie. Athen gav os demokratiet, Rom retsstaten, Renaissaincen genoplivede de antikke tanker, oplysningstiden, revolution i Frankrig og frihedskrig i Amerika artikulerede og formlerede et konkret set rettigheder; de borgerlige frihedsrettigheder. Menneskerettighederne vej er også gået over 1848 revolutionerne.
Efter holocaust var der igen brug for at kikke tilbage for at komme fremad. Brug for sætte en ny verdensordnen med FN som omdrejningspunkt.
I øjeblikket foregår der så et tiltagende misbrug af FN, og et sådan misbrug kan kun mødes af en boycut af forårets racismekonference. Ytringsfriheden og de øvrige borgerlige frihedsrettigheder blev i oplysningstiden formuleret som en ret til at ytrer sig og søge personlig frihed og lykke, og da det netop var religionen, der var kritisabel, er det desto mere trist, at det netop er religion – guderne – der skal stå over ytringsfriheden.
Vi har et ansvar for at tingene ikke løber af sporet ved forårets racismekonference. Det ansvar udøves netop bedst ved at blive væk.
Den entydige kritik af Israel er problematisk og skal stoppes. Gennem de sidste år er der forgået en udvikling i FN, som er organisationen lidet flatterede. Udviklingen er gået fra 11. sep. henover Muhammed tegningerne og til den nu programsatte Durban II konference.
Der skal sættes en grænse i ytringsfrihedens navn. Og som situationen har udviklet sig er det på sin plads at bruge det redskab, som en boycut nu engang er.
FN blev opbygget som et værn mod fremtidige holocaust. Det skal muslimske faktioner ikke have lov til at bryde ned gennem en ensidig kritik af Israel.
Nok er mennesker født til frihed, men denne frihed kommer ikke uden kamp. Og nu ser det ud til at Vesten igen skal samle et forsvar om ytringsfriheden.