Connie Hedegaards tale

    (det talte ord gælder)

    I mange år har historikere diskuteret, om man kan lære af historien. I september 2008 gav Det konservative Folkeparti svaret: Ja, det kan man. VI har lært af historien. Tillykke til os alle med den nye formand, et fredeligt generationsskifte og en ny start.   

     

    Dét skal vi udnytte politisk. For Danmark har brug for et stærkt konservativt Folkeparti – og verden har brug for konservatismen.

     

    Mens Sovjetunionens sammenbrud viste, at socialistisk økonomi ikke fungerer, er det nu liberalisterne, der vånder sig. I disse uger indser alverden, hvad vi konservative altid har vidst: At også den hæmningsløse liberalisme har sin begrænsning. Ligesom staten ikke kan styre alt – så kan markedet heller ikke! Markedet tænker kortsigtet, og bliver grådigheden for voldsom, har det utilsigtede konsekvenser – og man må ty til politik.

    Jeg foretrækker konservatismens balancerede tilgang til tingene. Også i omgangen med andres penge og muligheder.

    (I øvrigt sagde allerede Adam Smith, at ingen er så lidt liberale, som kapitalister, der er kommet i klemme…)

     

    I kaosteorien taler man om sommerfugleeffekten. Det er teorien om, at en sommerfugls vingeslag ét sted på kloden kan udløse en orkan på den anden side af Jorden. Man kan da roligt sige, at vi i disse tider ser teorien udfoldet for vore øjne…:

     

    * En krise på det amerikanske boligmarked sender rystelser gennem hele verdensøkonomien.

     

    * Nogle få fundamentalister kan skabe terror-frygt hos togpassagerer på Nørreport.

     

    * CO2-udledninger i nogle dele af verden, udløser voldsomt og uforudsigeligt vejr i andre dele, hvor uskyldige får knust deres tilværelse og deres håb om et bedre liv.

     

    I sådan en verden er der brug for konservatisme. For den konservative ved, at verdens udfordringer er komplicerede – og løsningerne derfor sjældent enkle. Tværtimod. Den konservative ved, at det kræver mere end slagord at skabe holdbare politiske resultater.

     

    Vi skal være partiet, der tør forklare vælgerne også de besværlige ting. Hvorfor ikke alle skal have velfærd fra det offentlige. Hvorfor vi skal have mindre skat på arbejde og mere skat på knappe ressourcer. Hvorfor vi skal prioritere i dag, så vores valg ikke går ud over morgendagens generationer.

    Verden har brug for nationalt forankrede politikere - med internationalt udsyn. Klodens 6,7 milliarder mennesker er simpelt hen for gensidigt afhængige af hinanden til, at det rækker med nationale løsninger og væren-sig-selv-nok. Derfor engagerer den konservative sig i omverdenen – og møder dét fremmede og dén fremmede med åbent sind.

     

    For den konservative er samfundet langt mere end en maskine, der skal producere ydelser. Samfundet er også et fællesskab. Derfor skal vi sørge for, at det hurtige, moderne, strømlinede samfund også har rum til dem, der ikke er så hurtige og moderne, og som måske slet ikke ønsker at være strømlinede.

     

    Som Konservative har vi nemlig ikke én opskrift på det gode liv. Derfor skal vi også sige nej til de alt for mange forslag til nye forbud, alt for mange ”du må ikke” og ”du skal også” og ”…ellers kommer vi efter dig”. JA! rygere skal tage hensyn til os andre – men de skal altså ikke behandles som pariaer – og JA! det er da fornuftigt at oplyse folk om sund mad og motion og hvad har vi – Men også her skal vi altså finde balancen. Sikre, at frihed under ansvar ikke bare er et slagord – men selve ledetråden i vores daglige politiske arbejde.

     

    Jamen vil jeg ikke selv forbyde folk både det ene og det andet på klima- og miljøområdet? Nej, tværtimod. Jeg appellerer til, at vi alle tager ansvar, hvor vi kan – og til at vi gør det i tide, netop så vi kan undgå forbud og restriktioner.

    Vi skal ikke tilbage i jordhulerne. Vi skal ikke stoppe væksten. Tværtimod. I 2050 bliver der ca. 9 milliarder mennesker på kloden. 9 milliarder der alle drømmer om det gode liv. Det kræver vækst, for 8 af de 9 milliarder vil bo i lande, der i dag kaldes u-lande.  

     

    Så selv uden den alvorlige klimatrussel – og den ER alvorlig! - ville det i alle tilfælde være klogt at satse på renere, mere effektiv og mere vedvarende energi. Gør vi ikke det – og gør vi det ikke globalt og snart! – ja så har verden udsigt til millioner af klimaflygtninge og alvorlige konflikter – om ressourcer, vand, udvikling… ja faktisk ændrer jagten på energi i disse år allerede styrkeforholdene i verden. Når USA låner penge i Kina for at kunne købe dyr olie i Mellemøsten, har det også politiske og strategiske konsekvenser. Henry Kissinger skrev forleden, at i de sidste 12 måneder har resten af verden overført 1 billiard dollars til 13 OPEC-lande – 5000 mia. kr!!! Den største økonomiske omfordeling i historien, kaldte Kissinger det.

     

    Jo, der er mange grunde til, at det haster med en – ambitiøs – klimaaftale. Og USA må og skal flytte sig – først derefter kan vi forvente, at andre store økonomier som f.eks. Kina, Brasilien og Indien kommer med.

     

    Lyder det besværligt? Jamen, det er da hamrende besværligt! Og der er oven i købet ingen garanti for succes. Men vi er jo konservative, fordi vi tror på, at vi kan flytte noget – at vi kan præge tingene - at vores engagement gør en forskel. Og i en globaliseret verden, må vi gå efter globale løsninger på globale problemer.

    Ligesom sommerfuglens vingeslag kan sætte meget større bevægelser i gang – ja så tror jeg også på, at mennesker og idéer kan skabe bevægelse og ændre verdens gang.

     

    Derfor har Danmark brug for et stærkt konservativt folkeparti.

    Og derfor har verden brug for mere konservatisme.

    Kontakt

    Det Konservative Folkepartis Hovedkontor


    1051 København K


    Konservative Nyhavn 4 - 1051 København K - Tlf. 33134140 - lr08@konservative.dk