Erik Lunds tale

    Ændring af kommuneudligningen

    (det talte ord gælder)

    v/1. viceborgmester Erik Lund, Allerød kommune.

     

    Hvorfor skal vi konservative nu nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde et konkret beslutningsforslag til en ændring af den kommunale udligningsordning, når den nuværende udligningsordning kun har virket i ganske få år.

     

    Det skal vi selvfølgelig fordi udligningsordningen skaber store skævheder og fordi ingen andre partier har mod til at påpege de uhensigtsmæssigheder, der er i den nuværende udligningsordning.

     

    Hver gang debatten rejses lokalt, er det kun os konservative, der tør gå i dialog om udligningsordningen.

     

    Venstrefolk tør ikke tage debatten. De er tavse som graven. Socialdemokrater og Radikale har ikke fantasi til at forestille sig, at ordning kan blive ændret inden for overskuelig fremtid.

     

    Derfor må vi konservative på banen.

     

    En kommunal udligning på et vist niveau er helt sikkert fornuftig, men der er grænser for galskaben.

     

    En af de vigtigste begrundelser for kommunalreformen var, at færre og større kommuner fremover ville kunne klare sig selv i meget større udstrækning.

     

    Det var da en fornuftig tankegang, men beløbene i den kommunale udligning har faktisk vist, at det ikke helt holder stik.

     

    Rigtig mange af landets storkommuner modtager meget store mio.beløb i kommunal udligning, medens meget mindre kommuner må bidrage med store mio.beløb.

     

    Allerød kommune er med vores 23.500 indbyggere landets 16. mindste kommune, men alligevel skal vi i 2008 udligne 225,4 mio. kr. til ”fattige” storkommuner. Det svarer til, at hver Allerødborger (barn som voksen) betaler 10.000 kr. årlig til ”fattige” kommuner.

     

    Det er ikke rimeligt.

     

    Derfor skal udligningsordningen ændres hurtigst mulig.

     

    En fornuftig udligningsordning bør indeholde to vigtige elementer:

     

    1. Vi skal sikre et rimelig ens kommunalt serviceniveau i hele landet.
    2. Borgere med ens løn og boligforhold skal have et rimelig ens rådighedsbeløb når skat og boligudgift er betalt.

     

    Det er yderst tvivlsomt om den nuværende udligningsordning opfylder det første punkt, men hvad angår et rimelig ens rådighedsbeløb for borgere med ens løn og boligforhold, er der i hvert tilfælde en himmelråbende ulighed.

     

    Hvis man f.eks. sammenligner to gennemsnitsfamilier (far, mor og 2 børn), begge med en indtægt på ca. 600.000 kr. årlig og en ejerbolig på 120 m2, så vil familien i det vestlige Danmark i forhold til familien i Nordsjælland-København have ca. 10.000 kr. mere til forbrug hver måned.

     

    Ja, jeg sagde 10.000 kr. hver måned og ikke 10.000 kr. årlig.

     

    Det kan ikke være rigtig, at en udligningsordning skaber denne ulighed mellem borgerne i Danmark.

     

    Denne skævhed skal vi have gjort noget ved og det haster.

     

    Derfor skal vi konservative vise, at vi tør tage udfordringen op, og ikke bare lade som ingen ting og tie problemet ihjel.

     

    Jeg skal derfor kraftig anbefale, at Landsrådet nu nedsætter en arbejdsgruppe, der skal udarbejde et konkret beslutningsforslag, som kan blive fremlagt til vedtagelse på landsrådet i 2009.

     

     

    Erik Lund

    1. viceborgmester

    Allerød kommune

    Kontakt

    Det Konservative Folkepartis Hovedkontor


    1051 København K


    Konservative Nyhavn 4 - 1051 København K - Tlf. 33134140 - lr08@konservative.dk