Grundlovstale

Kære alle…

Er Grundlovsdag ikke blevet sådan lidt ligegyldig?

Sådan sagde én af mine kolleger på arbejde, da jeg fortalte at jeg skulle holde Grundlovstale i Svanninge Bakker i dag.

Jeg har tænkt meget over de ord han sagde - og jeg besluttede mig for at dykke ned i Grundloven igen. Jeg tænkte: "det kan ikke passe, at der findes borgere i det her land, som synes grundloven er ligegyldig"?

Derfor besluttede jeg mig for at læse grundloven igen - grundigt paragraf for paragraf - og reflektere over den…

Det første som falder mig ind er, at jeg vil kæmpe for grundloven. Som demokratisk borger kæmper jeg og forsvarer jeg grundloven som en løvinde vil slås for sine løveunger. Grundloven er den demokratiske grundsten i vores samfund.

Men det er ikke alle folk, som bor i et land med en demokratisk grundsten, hvor magtens tredeling og borgernes rettigheder står helt centralt.

Om nøjagtig en uge på næsten samme tidspunkt holder jeg en tale i Odense som Viceborgmester for byen. Jeg er inviteret til at tale på mindedagen for ofrene for massakren i Srebrenica, hvor 8.000 bosniere blev myrdet.

Under krigen i det tidligere Jugoslavien blev den bosniske enklave omringet af en hær af bosniske serbere. Store dele af den bosniske befolkning blev deporteres og udenfor byen begik den samme hær en massakre på tusindvis af bosniske drenge og mænd.

En massakre der kunne være blevet stoppet af det Internationale samfund, idet FN styrker, var til stede på Balkan i 1995, hvor massakren fandt sted. I år er det 15 år siden massakren fandt sted, og ofrene mindes derfor ved en særlig mindehøjtidelighed næste lørdag.

Det sætter tingene lidt i perspektiv, når jeg står her i dag og holder min grundlovstale -  i et land, som er demokratisk og opbygget på grundlag af nogle demokratiske værdier og spilleregler.

Det giver os også en forpligtelse til som borgere at diskutere grundloven og de frihedsrettigheder som er en del heraf. Kun ved at diskutere dem undgår vi en forfladigelse og ligegyldighed med vores samfund - og kun således undgår vi at jeg har en kollega på arbejdet som spørger om ikke Grundlovsdag er ligegyldig!

Lad mig derfor tage fat i 2 frihedsrettigheder står særligt centralt i grundloven, og som har betydning for mig som frihedselskende Konservativ. Det er henholdsvis Ytringsfrihed og Foreningsfrihed.

Forvaltning af disse frihedsrettigheder kommer ikke af sig selv.

Fordi vi har en grundlov er det ikke ensbetydende med, at vi har et demokratisk samfund. Derfor må vi hele tiden sørge for at diskutere hvordan frihedsrettighederne fortolkes i vores samtid og hvordan de kommer til udtryk i samfundet.

Ytringsfrihed er grundlovens § 77, som siger:  Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.

Min første tanke går til Muhammed-tegningerne. Jeg tror faktisk det var en sund debat at tage. Pludseligt rettede en hel verden sin opmærksomhed mod det lille demokratiske land mod nord, som er kendt for at være ét af verdens lykkeligste folk. Flere regeringsledere udtrykte stor uvilje overfor Danmark og forlangte at vores Statsminister Anders Fogh gav en undskyldning for at have tegnet profeten Muhammed.

Denne internationale konflikt blev til på baggrund af § 77 i vores grundlov. Det var ikke ulovligt at trykke tegningerne, og Statsministeren kunne ikke irettesætte Jyllandsposten. Nu hvor vi så er kommet igennem Muhammed-krisen, som konflikten også blev kaldt, så tror jeg faktisk vi indadtil i landet er kommet styrket igennem.

Jeg oplever ikke et land i splittelse over den grundlovsbestemmelse, men derimod et land som står sammen om at dele en række frihedsværdier - herunder ytringsfrihed. Men jeg oplever samtidig også et land, som er så tilpas tolerant og respektfuld, at den offentlige debat ofte handlede om, at man godt kan have frihedsrettigheder uden at træde på andre mennesker eller gøre knæfald for en bestemt religion. Derfor oplever jeg som både politiker og borger en større nuance i debatten om ytringsfrihed i dag, og det sætter jeg faktisk meget højt.  

Den næste værdi jeg vil reflektere lidt over er retten til foreningsfrihed, som er grundlovens § 78. Den siger.  Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

For mange er Hitz but Tahrir et symbol på en fundamentalistisk islamisk forening, hvis erklærede mål er at skabe en islamisk stat. Foreningen i Danmark er en politisk antidemokratisk sammenslutning, hvis ideologi og værdier er i høj modstrid med de danske værdier og rettigheder som netop er udtrykt i grundloven.

I 2008 foreslog Dansk Folkeparti at forbyde Hitz but Tahrir. Debatten i Folketingssalen var lang og intens, men alle partierne undtagen Dansk Folkeparti måtte erkende at så længe det ikke er bevist at foreningen opfordrer til vold - så kan den ikke forbydes.

Vi har ganske enkelt nogle retsprincipper i denne her retsstat som er nedfældet i grundloven, og som vi og skal overholde. Heri er jeg også enig.

Men jeg tager afstand fra Venstres integrationsminister Birthe Rønn-Hornbech som efterfølgende foreslog dialog med Hitz but Tahrir og andre ekstremistiske grupper.

For mig forekommer dialog med så samfundsfjendtlige og antidemokratiske grupper fuldstændig absurd.

Til gengæld bør indsatsen for en exit-strategi for afhoppede medlemmer af ekstremistiske styrkes. Vælger et medlem af én ekstremistisk fundamentalistisk gruppe at forlade den - så skal det danske samfund gøre sit til at det er en reel mulighed. 

Ligeledes skal vi sørge for at gribe ind og undgå at unge, som er i farezonen for at blive optaget i disse foreninger, bliver radikaliseret. Det er helt afgørende at sætte politisk ind mod radikalisering for at undgå at Danmark ender med et terrorangreb, som vi har oplevet det i Madrid og London.

Når vi taler rettigheder, så kan jeg ikke lade være med at sige højt og tydeligt: Med rettigheder kommer også pligter og ansvar!

Vi har et ansvar for vores samfund - såvel som vi også bærer et ansvar i det internationale samfund. I denne grundlovstale vil jeg derfor give både det hjemlige og det internationale ansvar et par ord med på vejen.

Danmark er det land, der har mistet flest soldater i Afghanistan set i forhold til de lande, der har soldater udstationeret. Det skyldes, at Danmark ikke har begrænsninger som fx. Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien - som har erklæret at de godt vil være med - men de vil ikke være med der hvor det gør ondt.

Danmark er med hvor det gør ondt - fordi vi har soldater udstationeret i Helmand-provinsen, der er den provins med flest kamphandlinger. Og det gør ondt at miste soldater og få beskederne om at nu har en ny ung dansk soldat mistet livet. Sidst vi mistede en soldat var den 22-årige skytte Sophia Bruun, som mistede livet i tirsdags. I alt har mere end 30 soldater mistet livet siden Danmark gik ind i Afghanistan i 2002.

Som politiker bliver jeg ofte spurgt om: hvor mange skal dø?  Hvor mange må lade livet? Hvor mange skal vi sige farvel til - før vi trækker soldaterne ud af Afghanistan? Jeg kan ikke svare på spørgsmålet, og det giver ikke mening at jeg alene har en holdning til spørgsmålet, men jeg synes faktisk det er relevant at diskutere det.

Jeg støtter vores soldater. Jeg er én af dem som kører rundt med den gule sløjfe bag på bilen. Men jeg gør det ikke ukritisk - faktisk er det meget få ting jeg gør ukritisk. Derfor er det også nødvendigt at vi tager debatten om Afghanistan og vores indsats, så vi ikke risikerer at den folkelige opbakning til soldaterne og vores mission i Afghanistan forsvinder.

For nylig lavede Gallup en måling, som viste, at 2 ud af 3 danskere har fået nok af stigende udgifter til krigen i Afghanistan. Det ser SF som udtryk for at danskerne tror mindre og mindre på Danmarks indsats.

Jeg ser det som et udtryk for at danskerne muligvis føler sig pressede i en økonomisk krise, men jeg opfatter det ikke som manglende folkelig opbakning. For lad mig sige højt og tydeligt: Danmarks indsats i Afghanistan kan ikke alene gøres op i penge.

Danmarks indsats handler om at tage et internationalt ansvar i en kamp for at verden kan leve sikkert og uden fare for terrortrusler. Den danske indsats bidrager til stabilitet og udvikling i et af verdens fattigste lande - og det kan ikke omregnes til kroner og ører.

Men Socialistisk Folkepartis udmelding om, at danskerne hellere vil bruge penge på velfærd i Danmark får mig til at stoppe op og reflektere over vores velfærdssamfund herhjemme.

Som jeg sagde for lidt siden, så følger der pligter og ansvar med Grundlovens rettigheder. Pligter og ansvar til at fremtidssikre velfærdssamfundet. Forleden hørte jeg én af Vismændene sige, at Regeringens Genopretningsplan ikke var nok til at sikre det nødvendige overskud på de offentlige finanser og sikre en troværdig finanspolitik.

Vismændene har tydeligt understreget, at der er behov for snarlig vedtagelse af yderligere reformer, som kan bidrage til væsentlige forbedringer af den offentlige saldo både frem mod 2010 og på lang sigt frem mod 2050. Situationen minder mig om krisen i 1980'erne med Anker Jørgensen, som kørte på 1. klasse på vej mod afgrunden.

Der er opstået en følelse af mig først. Jeg så forleden en undersøgelse af, at et stort flertal af danskerne ønskede at betale større skatter. Eller lad mig korrigere: de ønskede at andre danskere betalte mere i skat. I dag er der opstået sådan en følelse af mig først og jeg skal have hvad jeg har krav på - i øvrigt uden omtanke for man overhovedet har behov.

Lad mig derfor gøre det krystalklart i dag: Som politikere skal vi have mod til at skabe sammenhæng - og vi skal have mod til at turde se fremtidens udfordringer i øjnene - også før det er for sent! Vi skal turde træffe de rigtige beslutninger. Vi må ikke blive bange for at upopulære beslutninger betyder at vælgerne smider os ud ved næste valg - for så må det være sådan!

Derfor er det bydende nødvendigt, at Konservative med Lene Espersen i spidsen fortsat melder ud at vi ønsker langsigtede reformer - og det kan kun gå for langsomt med at få trukket resten af Folketinget til forhandlingsbordet.

Og så handler det her også om at vi som politikere må kommunikere til vælgerne at alle må bidrage. Alle må bidrage - for at vi sammen kan bringe vores velfærdssamfund sikkert ind i fremtiden.

Vi tilhører et fællesskab. Vi tilhører demokratiet Danmark. Vi har en grundlov som giver os en masse rettigheder - men med rettigheder følger pligter.

Vi er forpligtet til at bidrage til samfundets opretholdelse, samfundets udvikling og næste generation. For vi kan ikke tillade os at smide regningen i børneværelset, og lade det være op til kommende generationer at rydde op.

På denne her grundlovsdag - hvor solen heldigvis skinner - har jeg nu været inde på 3 meget centrale temaer:

-     Jeg har beskrevet nogle af de vigtigste rettigheder som Grundloven indeholder, og jeg har reflekteret over, hvorfor de stadig er vigtige at diskutere den dag i dag

-     Når rettigheder bliver tildelt, så har man pligt til at forvalte disse rettigheder ordentligt og ansvarligt - både herhjemme men også internationalt. Derfor talte jeg om, hvordan Danmark er med til øge stabilitet og udvikling i ét af verdens fattigsted lande, som samtidig er rede for terrorister og demokrati-bekæmpere. Danmark er som nation med til at sikre, at verden kan leve sikkert og uden overhængende fare for terrortrusler - også selvom det betyder at 30 danske soldater desværre har mistet livet i Afghanistan.

-     Endelig vendte jeg blikket indad og reflekterede over borgernes ansvar og bidrag til at fremtidssikre velfærdssamfundet. Det er et ansvar vi alle bærer på os og som vi alle forventes at leve op til.

Så lad mig vende tilbage til mit udgangspunkt, og det svar jeg gav min kollega på spørgsmålet: Er Grundlovsdag ikke blevet sådan lidt ligegyldig?

Nej.
Grundlovsdag er markeringen og fejringen af Grundloven. Som min tale netop har vist, så har udviklingen ikke overhalet Grundloven.

Grundloven står stadig livskraftig og duelig i forhold til vores værdier men også den hverdag og de udfordringer vi støder på i det daglige.