Kravene til de lærerstuderende skal skærpes. Det faststår Konservatives uddannelsesordfører Rasmus Jarlov, efter at det er kommet frem, at landets lærerseminarier plages af massivt pjækkeri.
"Det tegner rigtig skidt, at de lærerstuderende pjækker så voldsomt. Det ødelægger fagligheden, og de bliver dårlige eksempler for deres kommende elever, hvis de fortsætter den elendige mødedisciplin, når de er færdiguddannede," siger Rasmus Jarlov.
Hvis uddannelsen er så let, at den kan gennemføres uden, at de studerende behøver at møde op, bør studiet gøres sværere.
"Det vil være en god idé at indføre flere midtvejsprøver for at holde de studerende til ilden, og vi må også overveje at udvide mødepligten. Lærerstudiet skal ikke være en badeferie," siger Rasmus Jarlov.
I dag er der kun mødepligt på første år – den blev indført i 2007 for at indøve gode vaner hos de studerende.