Gang i reformerne
Med dagpengereformen, som Folktinget netop har vedtaget, er der taget hul på den perlerække af nødvendige reformer, der kan få flere danskere i arbejde og dermed sikre fremtidens vækst, velstand og velfærd. Finanskrisen har gjort det klart for de fleste, at en aktiv reformpolitik og en ansvarlig økonomisk politik er en nødvendighed.
Danmark blev – som mange andre lande verden over – ramt ganske hårdt af krisen. I 2008 havde vi ifølge OECD en negativ vækst på 0,9 pct., og i kriseåret 2009 var tallet -4,9 pct. Det fik regeringen til at pumpe penge ud i økonomien, hvilket den har gjort så eftertrykkeligt, at Danmark i 2010 har udsigt til positiv vækst på godt 1 pct. Det er godt, fordi vækst betyder økonomisk fremgang, og fordi lande uden vækst er lande uden optimisme og fremdrift.
Men krisen har efterladt os med to betydelige udfordringer, som regeringen allerede har taget fat på, og som det nu er vigtigt at forklare danskerne – ikke mindst i en tid, hvor oppositionen lokker med løfter om velfærd, velfærd og mere velfærd.
Den ene udfordring er kortsigtet. Her og nu skal regningen betales. Underskuddet på statens finanser bliver næsten 100 mia. kr. i år, fordi regeringen som sagt har valgt at føre en meget aktiv krisepolitik med massive investeringer i offentligt byggeri og skattelettelser, der har sat forbruget i gang. I modsætning til Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, der bare vil udskyde betalingen af regningen, har vi regeringen påtaget sig den store opgave, det er at betale så stor en regning.
Sagen er, at det er rasende upopulært at gennemføre nulvækst i kommunerne, reducere børnechecken (ganske vist over en årrække), osv. Men det er nødvendigt, hvis vi vil værne om den økonomiske ansvarlighed, som vi har arvet fra Schlüters regeringer i perioden 1982-1993. Alternativet er, at vi gældsætter Danmark i samme høje tempo, som Anker Jørgensen og Socialdemokratiet gjorde frem til 1982, hvilket den nuværende socialdemokratiske ledelse åbenbart er inspireret af.
Den anden udfordring er langsigtet. I de kommende år trækker de store årgange, der blev født omkring Anden Verdenskrigs afslutning, sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Samtidig er de unge årgange, der i disse år begynder deres liv på arbejdsmarkedet, langt mindre. Der er altså en ubalance, som vi må rette op på. Ellers vil væksten og velstanden falde i fremtiden, og der vil ikke længere være råd til offentligt finansieret velfærd. Derfor skal vi have gang i reformer, som får flere danskere i arbejde, og som får dem til at arbejde i flere år.
Gang i reformerne – det kom der faktisk i dette folketingsår. Med dagpengereformen, der reducerer dagpengeperioden fra 4 til 2 år, har vi taget et vigtigt skridt ad reformvejen. På længere sigt forventer økonomerne, at reformen får 13.000 flere i beskæftigelse. Vi Konservative har længe været fortalere for en halvering af dagpengeperioden, så vi kan kun være tilfredse.
Men dagpengereformen er kun begyndelsen. Til efteråret tager regeringen fat på bl.a. en reform af førtidspensionen, så færre unge med psykiske lidelser får tilkendt førtidspension og i stedet bliver tilbudt hjælp til at komme i gang med uddannelse og arbejde. Alt for mange unge bliver i dag førtidspensionister pga. psykiske lidelser. Det kan vi ikke være bekendt.
Derudover er det vist en gammel nyhed, at vi Konservative arbejder på at reformere efterlønnen. Det gør vi, fordi vi mener, at så mange danskere som muligt skal være selvforsørgende i stedet for at leve for statens regning. Derfor mener vi, at raske og rørige 60-64-årige som udgangspunkt bør forsørge sig selv og samtidig bidrage til fællesskabet i stedet for at trække sig tilbage.
Vi Konservative ønsker at gennemføre arbejdsmarkedsreformer, fordi de er nødvendige, og ikke fordi vi er ude på at genere forskellige befolkningsgrupper, sådan som det ofte bliver fremstillet i medierne. Uden reformer, der får flere danskere i arbejde, vil arbejdsstyrken fremover år efter år skrumpe ind, og Danmark vil udvikle sig til et forsørgersamfund, hvor et hårdtarbejdende mindretal forsørger det store flertal, der hele tiden kræver mere velfærd. Det er ikke et godt samfund. I et godt samfund forsørger de fleste sig selv, hvilket skaber vækst og velstand, samtidig med at der er råd til at hjælpe de svageste. Derfor har vi Konservative valgt reformvejen.