Eleverne på Seden Skole i Odense skal tale dansk i fællessituationerne, det vil sige i pauser, hvor man er flere sammen.
Det har man indført, fordi arabisk er blevet brugt, når tosprogede elever har chikaneret og råbt efter både lærere og elever. To elever, der er alene sammen, må gerne tale deres andet sprog sammen.
Jeg synes, at vi skal respektere skolens beslutning - det er den, der har problemet inde på livet.
Kravet om at tale dansk i fællessituationer er et af flere tiltag for at forhindre mobberier på den pågældende skole.
At det ikke er et isoleret påbud er vigtigt. Det, der bliver sagt på arabisk, er udtryk for holdninger og adfærd hos nogle bestemte elever, og det skal der selvfølgelig gøres noget ved.
Grimt sprog, chikanerier, trusler og andet skal der slås ned på, uanset på hvilket sprog det er fremført. Men det er unægtelig noget nemmere, hvis de, der skal beskytte de udsatte elever, kan forstå, hvad der foregår. Jeg synes, at der er god proportionalitet i beslutningen: Det arabiske er blevet brugt som ”mobbeværktøj”, og det skal det ikke.
Takt og tone
Der er jo også en god portion takt og tone i det: Hvis vi har en udenlandsk gæst ved middagsbordet eller befinder os i andre situationer med nogle, der kun kan f.eks. engelsk, så prøver de fleste velopdragne mennesker at inkludere dem ved at tale engelsk, hvis det er det sprog, som man kan være fælles om - også selv om majoriteten i situationen har dansk som modersmål.
Det virker ekskluderende, når nogle taler et sprog, som man ikke forstår, lige for næsen af en - også selv om det, der bliver sagt, er harmløst. Når det, der så bliver sagt på det fremmede sprog oven i købet ikke er harmløst, så er det endnu værre.
Derfor opfatter jeg egentlig skolens beslutning som en videreførelse af almindelig god opdragelse.
Når det kommer til det at kunne f.eks. arabisk, så er jeg stærk tilhænger af, at de, der har en tosproget baggrund, også mestrer deres modersmål. Jeg mener også.
At tale flydende dansk skal være den første prioritet. Men jeg har selv haft utrolig glæde af, at jeg, da jeg kom til Danmark som 11-årig, fik modersmålsundervisning.
At jeg stadig taler mit modersmål flydende, har gavnet mig både privat og professionelt. Jeg orienterer mig eksempelvis om den arabiske og islamiske verden ved at følge med i de arabiske medier.
Når jeg har været f.eks. med Folketingets udenrigsudvalg, har jeg kunnet kommunikere direkte med vores værter, og det har været en stor fordel.
Da jeg besøgte flygtningelejrene i Darfur med Unicef, kunne jeg tale arabisk med flygtningene, og det gav mig en enestående mulighed for at høre om deres situation og vilkår uden mellemmand.
Mit arabisk var guld værd i sagen om den fireårige Adam.
En gave
Jeg tænker tit, at jeg er heldig, at jeg har fået den gave, som det er stadig at kunne tale mit modersmål flydende.
Det ærgrer mig da også, at jeg ikke har gjort så meget ud af den side af sagen med mine børn, men det skal nok komme.
Jeg håber, at hvis mine børn kan få mulighed for at vælge arabisk som tilvalgsfag i skolen fra et vist klassetrin, som man f.eks. har besluttet i København, at de så benytter de sig af det.
Det ved jeg godt, at Dansk Folkepartis Marlene Harpsøe har brokket sig en del over og oven i købet sagt, at arabisk er et sprog, som man ikke skal bruge til noget på samme måde som tysk, fordi Tyskland er en stor handelspartner.
Puds brillerne
Jeg behøver vist bare at henvise til ovenstående og erindre om, at der tales arabisk i 23 lande, hvoraf vi da handler med et par stykker af dem. Jeg tror, at Marlene Harpsøe trænger til at få pudset globaliseringsbrillerne og se lidt længere end til Europas grænser. Hun skal måske lige huske, hvis hun kan, at Sovjetunionen dengang var vores ”hovedfjende”.
Dengang blev der tilbudt ret megen russisk-undervisning rundt omkring på gymnasierne. Om ikke andet for at vi kunne forstå, hvad fjenden snakkede om.
Det kan være, Marlene Harpsøe bedre kan forlige sig med dét argument, hvis hun skal lære arabisk. Jeg giver gerne et kursus, dog uden bandeordene.