Blog i fokus

Blogindlæg 22. oktober 2008

Klimaet - midt i en krisetid

Klima- og energidagsordenen er ikke en luksus, som vi kun har råd til, når økonomien har medvind.

Finanskrisen kradser. Nogle vil mene, at ambitionerne for klimaaftalen i København må neddrosles. Men det er en helt forfejlet og bagud skuende analyse. Klima- og energipolitikken er ikke en del af problemet. Det er en del af løsningen.

I 2050 vil vi være 9 mia. mennesker på kloden. Fremtidens vindere bliver de lande, der forbedrer energieffektiviteten og udvider energiproduktionen med mere vedvarende energi.

Klima- og energidagsordenen er ikke en luksus, som vi kun har råd til, når økonomien har medvind. Det er ikke en af de første sandsække, der må droppes, når der siver luft ud af ballonen. Sandheden er, at ren energiteknologi og effektiv udnyttelse af energien er helt centrale byggesten, hvis vi skal håndtere morgendagens udfordringer. Og ikke kun på klimaområdet. Det handler også om vækst, om arbejdspladser og om forsyningssikkerhed.

Finanskrisen har forstærket frygten for, at produktionen flytter til lande, som stiller mere lempelige krav til drivhusgasudslip, og at vi som konsekvens taber arbejdspladser f.eks. i Europa.

Men der er mange måder at miste arbejdspladser på. Og et er i hvert fald helt sikkert: Europa vil miste arbejdspladser, hvis ikke vi i stigende grad evner at udvikle og anvende energieffektive løsninger og grønne teknologier.

For selv hvis man ser bort fra alle de problemer, der følger af den globale opvarmning, så vil efterspørgslen efter energieffektive løsninger vokse markant i fremtiden. Ifølge FN vil kloden i 2050 skulle huse ni mia. mennesker mod 6,7 mia. i dag. Otte af de ni mia. vil i 2050 leve i lande, som i dag er udviklingslande. Og disse milliarder af mennesker vil naturligvis alle stræbe efter de energiforbrugende goder, som vi kender fra vores del af verden. Også de vil kræve mad, opvarmning, køling, transport og diverse bekvemmeligheder til deres børn – som vi gør det til vores.

Det internationale energiagentur vurderer således i sin seneste årsrapport, at hele 62 pct. af stigningen i energiforbruget frem mod 2030 vil komme fra udviklingslandene. I Indien er der stadig 500 mio. indbyggere, som trods buldrende vækstrater ikke har elektricitet. Og i Kinas hovedstad, Beijing, ruller der dagligt 1000 fabriksnye biler ud i gaderne. Det er næppe helt skævt at formode, at såvel energibehov som oliepriser vil holde et meget højt niveau i fremtiden – til trods for det umiddelbare prisfald som følge af finanskrisen.

Og så gør det jo heller ikke noget, at bruge pengene med omtanke. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger og Reagans økonomiske chefrådgiver, Harvard-professor Martin Feldstein, vurderede for nylig i Washington Post, at verden i år alene ved køb af olie vil overføre 1000 milliarder dollars til tretten OPEC-lande. Olieprisstigningerne siden 2001 har ifølge Kissinger og Feldstein afstedkommet den største økonomiske omfordeling i verdenshistorien. Vel at mærke til lande, som ikke alle ligger i toppen af demokratiskalaen.

Så finansiel krise eller ej: I det lange løb er energieffektivitet ikke et politisk luksusgode. Det er tværtimod en forudsætning for vækst, som alle lande, alle økonomier og alle virksomheder må forholde sig til. De, der først formår at blive energieffektive og udvikle energi-smarte produkter, vil vinde.

Det er sigende, at de tre store amerikanske bilproducenter General Motors, Chrysler og Ford lider under de høje oliepriser, mens de brændstoføkonomiske asiatiske bilmærker vinder stadig større markedsandele i USA. Som en del af den finansielle hjælpepakke i USA er der afsat 25 mia. kr. til den trængte amerikanske bilindustri, fordi den ikke har omstillet sig i tide. Mon ikke en kommende amerikansk regering vil søge at undgå igen at skulle til lommerne på grund af manglende rettidig omhu.

Og ud fra lidt almindelig konservativ snusfornuft kan man vel også argumentere for, at det i økonomiske krisetider er hensigtsmæssigt at begrænse energiforbruget. Det handler ikke om, at vi skal tilbage til bilfri søndage og et koldt ugentlig styrtebad for hele familien. Det handler blot om at bruge de fælles ressourcer med omtanke. Og der er stadig ubegribelig megen energi, som bliver brugt uden, at nogen får noget ud af det.

I Danmark har vi tjent på energipolitisk snusfornuft. Siden 1981 har vi haft en økonomisk vækst på i alt 75 pct., mens energiforbruget har været næsten stabilt. Vi har investeret i energieffektive løsninger og i vedvarende energi. Samtidig har vi gennem afgiftssystemet gjort det attraktivt at satse på alternativer og mere effektive løsninger.

Incitamentsstrukturen har været i orden – og det har faktisk ikke skadet Danmarks konkurrenceevne. Tværtimod. Vi har en historisk lav ledighed på kun 1,6 pct.; det danske investeringsklima er blandt de bedste i verden; og energirigtig og miljøvenlig teknologi er blandt vores hurtigst voksende eksportsektorer.

Til dette skal selvfølgelig lægges konsekvenserne af klimaforandringerne i en verden, hvor det globale CO2-udslip sidste år voksede med mere end tre pct. Klimaforskernes forudsigelser kan ikke længere følge med – og det kan naturen heller ikke. Vi oplever temperaturstigninger, hyppigere og mere voldsomme vejrfænomener, skader på byggeri og infrastruktur, oversvømmelser og tørke: Følelige konsekvenser af vores adfærd, som vil ramme udviklingslandene hårdest og skabe grobund for lokale konflikter, øge flygtningestrømmene og i sidste ende øge presset på Europas grænser. Således er klimapolitik også sikkerhedspolitik.

En langsigtet løsning af den nuværende finanskrise kræver, at vi tænker klimaudfordringen ind. Det er glædeligt, at stats- og regeringscheferne på EU-topmødet i denne uge – trods kraftig diskussion – er nået frem til, at fastholde de allerede vedtagne målsætninger. Klimaudfordringen er en del af løsningen – ikke en del af problemet. Nu er det så op til EU at levere på de ambitiøse mål, og lande en aftale om fordeling af reduktionsbyrderne i EU inden udgangen af i år. Uden det bliver det kun endnu vanskeligere at komme i mål med en ambitiøs international aftale i København næste år i december. Aldrig har verden haft så hårdt brug for det, som nu. 

 

Emne: Miljø

Danmark bør fremskynde en omlægning til Vedvarende Energi

Kære Connie Hedegaard,
Selvfølgelig bør Danmark satse på at blive selvforsynende med vedvarende energi så hurtigt som overhovedet muligt. Der er både sund økonomi, innovation og masser af nye arbejdspladser indenfor udnyttelsen af de vedvarende energikilder, hvilket den danske ”vindmøllesucces” for længst har bevist. Desuden kunne Danmark blive et forbillede for resten af verden, hvis den politiske vilje var tilstede.

Hvor er det mærkeligt, at selv mindre politiske initiativer, som i virkeligheden ikke behøver koste skattekroner, men som kunne skabe en masse innovation, nyudvikling samt nye arbejdspladser mv ikke kan gennemføres i Danmark. Det virker som om al udvikling indenfor udnyttelsen af den vedvarende energi er gået i stå i Danmark.

Danmark kunne blive foregangsland i verden indenfor udnyttelsen af de vedvarende energikilder til el- og varmeproduktion i verden, men det virker som om politikerne nærmest er ligeglade, når det kommer til konkrete lovforslag, der er forudsætning for at få sat overgangen til udnyttelsen af vedvarende energi i omdrejninger.

Herefter følger 3 forslag vedrørende mulighederne for større anvendelse af vedvarende energi i Danmark som alle vil kræve politiske initiativer:

1. Ensartede og gunstige skatteregler for privates investeringer i folkeejede VE-anlæg som eksempelvis Københavns Solcellelaug I/S, http://www.solcellelauget.dk/ . Til orientering kan oplyses at solcelleanlægget på taget af biblioteket på Njalsgade producerede ca. 30.000 kWh miljøvenlig strøm sidste år ifølge årsregnskabet for 2007, jf http://www.solcellelauget.dk/ .Hvis det fra politisk hold blev gjort økonomisk attraktivt for danskerne at investere i folkeejede VE-anlæg indenfor alle former for vedvarende energi (vindkraft, solcelleanlæg, solvarmeanlæg, bølgekraft, biogasanlæg mv) f.eks. via skattereglerne ville mange danskere givetvis vælge at placere nogle af deres frie midler i sådanne VE-anlæg, som en del af deres pensionsopsparing til gavn for innovation, nyudvikling og sidst men ikke mindst nye arbejdspladser indenfor den udnyttelsen af de vedvarende energikilder.

2. Miljøvenlig turist- og rutesejlads i indre danske farvande, jf hjemmesiden http://www.solarsailor.com.au/ samt temaet fra miljøfestivalen i København år 2001, http://www.energi21.dk/ .
Hvad gør, at ingen private rederier, operatører mv er villige til at investere i miljøvenlige fartøjer til rute- og turistsejlads i Danmark?
Hvorfor har man indenfor den offentlige sektor ikke for længst valgt at søge alternativer til de stærkt dieselforurenende færger i rutefart mellem fastlandet og de danske småøer ellre indenfor marinen, så man blot råder over et miljøvenligt kystbevogtningsfartøj i Danmark ?

3. Stimuler efterspørgslen efter miljøvenlige el-biler i Danmark, f.eks. ved at tilbyde gratis parkering med mulighed for opladning fra miljøvenlige solcelleanlæg og senere friholde el-biler for trængselsafgifter, jf desuden hjemmesiden http://www.danskelbilkomite.dk/ . Der må være et oplagt potentielt marked for miljøvenlige el-biler i Danmark, hvis man kan forestille sig el-bilerne leveret med et passende solcelleanlæg til opladning af batterierne i el-bilerne lige til at montere på tagene på garager og carporte mv.

De tekniske muligheder eksisterer, men der mangler tilsyneladende politisk vilje og engagement til at fremskynde processen, så Danmark kan blive foregangsland på VE området.

Hvad er det, som er så problematisk i vores lille land, der er et af de mest CO2 forurenende lande i verden målt pr indbygger, men samtidigt også et af de rigeste lande i verden målt pr indbygger?

Selv på områder, hvor det måtte være oplagt at lovgive om videst mulig anvendelse af vedvarende energi til el- og varmeproduktion, så som statens egne bygninger, køretøjer, skibe mv sker der stort set ingenting trods de konstante advarsler og dystre scenarier om konsekvenserne af klimaændringer som følge af den stadigt stigende oliepriser og den konstant stigende CO2 udledning i verden.

Det virker som om det eneste politiske svar på faresignalerne er opfordringer til folk om at spare på strømmen i hjemmene, køre på cykel og/eller bruge offentlig transportmidler i videst mulig omfang. Hvis CO2 udledningen fra Danmark for alvor skal reduceres vil det kræve helt andre politiske initiativer og reformer, som virkelig kan sætte fart i udbygningen af VE-anlæg og udfasning af de CO2 forurenende diesel- og benzindrevne biler til fordel for miljøvenlige el-biler mv.



Jimmy Flindt

23.10.2008 | kl.23:17



Selvmodsigende indlæg af klimaministeren

Connie Hedegaard er sådan sporadisk lidt inde på, at det da vist er et problem, når folkerige nationer som Kina og Indien kommer op på det samme energiforbrug som de vestlige lande; men det løser sig nok, når bare vi tænker i de rigtige energipolitiske baner med sådan lidt vindmøller, bølgeenergi, solvarme og andre gode ting.
Det, Connie dermed siger, er, at hun er rystende ligeglad med, at disse enorme befolkninger skal henleve deres liv i uendelig fattigdom, søllehed og usselhed, for som et oplyst menneske ved Connie Hedegaard naturligvis godt, at de nævnte energikilder intet batter i forhold til det energibehov, der skal opfyldes, hvis det overhovedet skal give mening at tale om solidaritet og ansvarsfølelse over for verdens nødlidende befolkninger. Hun ved udmærket, at det eneste, der har mulighed for at modsvare behovet for energi er afbrænding af olie, gas og kul i enorme, forurenende og CO2 ladede mængder.
Det eneste reelle alternativ hertil, tør Connie ikke så meget som hviske, men det er A-kraft.
Hør nu her Connie. For at dække fx dit eller mit energibehov i vores levetid kræves afbrænding af 250.000 kg kul. Ja, du læste rigtigt!
Det giver flg. affald: 1 million kubikmeter CO2. 15.000 kg svovldioxid, 3000 kg kvælstof, 500 kg uforbrændte gasser og 500 kg flyveaske foruden enorme mængder af almindelig aske.
For at tilvejebringe den samme mængde energi skal der i et A-kraftværk forbruges 150 g uran 235.
Det giver følgende affaldsmængde: 2,5 l gasser, 30 l lav- og mellemaktivt affald og 0,2 l højaktivt affald.
Læg mærke til - intet CO2. Det er også grunden til, at Frankrig ikke har CO2-problemer, for der producerer man ca. 80 % af elforbruget ved hjælp af ( uha ) A-kraft.
Jeg vender snere tilbage med et indlæg om, hvordan A-kraftmodstanden blev iværksat af Sovjetunionen og gennemført af deres kammerater her i landet, men nu kan du i første omgang tygge lidt på det her.

Venlig hilsen

Jens Colding
Ikast-Brande Vælgerforening



Jens Colding

24.10.2008 | kl.11:13



Affaldsproblem

Tal er så dejlige at lege med, så hvis vi går ud fra, at der er 6 milliarder mennesker på jorden, svarer det til 1,2 milliarder liter højaktivt affald samt 180 milliarder liter lav- og mellemaktivt affald. Hvor skal det opbevares (Gorleben?). Nej drop det og tving staterne til, at investere i fusions/fisionstekenikken og lad os få det op at køre stabilt i stedet for. Jeg er ikke bange for atomkraftværkerne, men for affaldsproblemerne.



01.01.0001 | kl. 00:00



Vedvarende energi indenfor den maritime transport

Som et eksempel på potentialet for udnyttelsen af miljøvenlig solenergi indenfor den maritime transport henvises til en efter min opfattelse særdeles interessant artikel i dagbladet Børsen den 27. maj 2008 under overskriften ”Sejl 30 knob i verdens første solcelledrevne speedbåd”, jf referencen http://pleasure.dk/gadget/artikel/132664/ .
Jeg kun kan opfordre læserne på Connies blok til at læse artiklen og se filmen på YouTube, reference http://www.youtube.com/watch?v=7WepYoOJQf4&eurl=http://pleasure.dk/gadget/artikel/132664/ .
Jeg mener, at artiklen og filmen dokumenterer muligheden for at fremstille miljøvenlige fartøjer, som bruger vedvarende solenergi til fremdriften, og som samtidigt vil kunne opnå stor hastighed på vandet. Hvis de samme principper overføres til større fartøjer kunne man måske igen få skabt liv i den hensynende danske coasterflåde til at transportere en stor del af de varer, f.eks. stykgods, som idag foregår med lastbiler på det danske vejnet. Dette vil naturligvis kræve politiske initiativer, så det gøres økonomisk attraktivt for transportsektoren at vælge miljøvenlig skibsfart til at transportere varer, f.eks. stykgods, i Danmark, så man kunne få omlagt en stor del af transporten til søfarten. Danmark synes særdeles velegnet til formålet med vore mange fjorde, øer og havnebyer.



Jimmy Flindt

25.10.2008 | kl.01:17



Hvor er naturen henne, når vi snakker klima?

Skidt for sig og sn......
Det er som om der er to slags natur, klima og så resten.
DET HELE HÆNGER SAMMEN, hvor tit skal det siges? I hvert lille blad nedbrydes co2 og omdannes til ilt. Så vi skal selvfølgelig plante endnu mere grønt, i flere etager, på husgavle, sørge for vild natur og passe på den overalt, hvor det kan lade sig gøre. Hver plet jord indeholder organismer, der i et stort kredsløb holder naturen i gang for os alle, det skal vi hjælpe dem med.
Finans og klimakrise hænger sammen, det er på tide vi vender 'Titanic' og indser vores økonomiske model og ensidige vækstfilosofi skal forbedres, KRAFTIGT!! Det er nu de kreative hjerner virkelig skal i gang, her må jeg melde pas, jeg kan blot se at vækst og ensidig pengetænkning ikke dur!!
Hvad er der sket med livskunsten? Vi har tænkt i naturvidenskabelige baner så længe, at vi har glemt hverdagens 'kunst', glemt at bruge vores medfødte kunstneriske/sansende side, de gamle dyder, visdommen.
Nok er nok, nu er der også udkommet en bog der hedder "Nok" af John Naish. Det gode liv hænger kun delvis og op til en vis grænse sammen med det materielle. Man kan kun spise sig mæt en gang, køre i en bil af gangen, bo i et hus etc. Jager vi rundt efter noget vi allerede har, men ikke stopper op længe nok til at opdage? Vi skal ikke have stadig vækst, vi skal leve i harmoni med naturen, med alle andre, med os selv og finde livskunsten frem igen.
Ha' en god dag.
Mvh Anna Sørensen, Esbjerg





Anna Sørensen

27.10.2008 | kl.16:54



Den irrationelle angst


Jjeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en veltilrettelagt kampagne fra Sovjetunionen, der forhindrede bl.a. Danmark i at få den billigste, mest stabile og miljøneutrale energikilde.
Efter vinteren 1973/74, hvor vi havde de for så vidt meget hyggelige bilfri søndage og en masse andre foranstaltninger, der skulle sikre besparelser på vores energiforbrug, var Folketinget langt fremme med at vedtage beslutninger med henblik på oprettelsen af det første danske A-kraftværk på Gylling Næs ved Odder.
Det var egentlig ganske udramatisk, og i Odder blev der af el-selskaberne indkaldt til en folkehøring om projektets videre forløb.
Som borger i Odder deltog jeg i mødet og så her, hvordan et fåtal af politisk skolede havde evne til at afspore en ellers saglig debat.
Der var helt afgjort tale om folk, som ikke havde berøring med Odder . Kvinderne bar lilla klæder om håret, og ligesom mændene var de klædt i store sweaters, selv om det var en dejlig varm sommeraften. På fødderne havde enten tunge sko eller træsko; jeg fandt snart ud af, hvad de skulle bruges til. Når nemlig en tilhænger eller blot en saglig informator om A-kraftens muligheder var på talerstolen, trampede man højt samtalende af sted mod baren for at stille en åbenbart uudslukkelig tørst.
Deres egne indlæg var alle som én skåret over den samme læst: Der var tale om senkapitalismens sidste krampetrækninger, som i sin desperation var villig til at ofre alt liv på jorden, om atomdød, om uskyldige børn i moders liv. Den fik bare ikke for lidt!
Foreholdt, at man jo også udbyggede A-kraftværkerne under det sovjettiske herredømme, fik vi at vide at det gjorde man i folkets tjeneste, og at de i øvrigt var 100% sikre, hvad de vestlige ikke var, da de alene skulle tjene et profitformål.
For Sovjetunionen var det naturligvis helt afgørende i så høj grad som muligt at få stækkets Vestens adgang til en profitabel energikilde, som yderligere ville befæste den vestlige verdens overlegne produktionskapacitet. Det måtte for alt i verden ikke ske, og i Danmark, som dengang regnedes for for Europas bløde underliv, vidste man, at man havde villige medløbere ikke alene i DKP, men skam også i VS, SF og de Radikale og langt ind i Socialdemokratiet, hvor Svend Auken var den første til at forlade den linie, som hans partifælle, energiminister Erling Jensen havde lagt for indførelse af A- kraft i Danmark.
Efter min opfattelse er indførelse af A-kraft i danmark nok forpasset, men ikke at ville indse, at det er den energikilde, som kan afhjælpe dele af verdens energibehov ved stadig at begrave sig i en angst, som ikke har nogen rationel begrundelse, og dermed lade enorme menneskemængder i stikken er ikke bar uklogt. Det er ondt.

Jens Colding



Jens Colding

28.10.2008 | kl.18:06



Støtter Danmark 40 mia euro til bilindustrien på falskt "grønt" grundlag?

Kære Connie Hedegaard

Du nævner bilindustrien og statsstøtte i USA, så jeg bliver lidt bekymret for, om du da støtter op om EU-kommissionens forslag om at yde EU-lån til bilindustrien her under påskud af at det gavner miljøet, jvf følgende artikel i Politiken

http://politiken.dk/udland/article590056.ece
og EUs hjemmeside: http://ec.europa.eu/news/business/081029_1_en.htm#


Her er lidt baggrund:

UDVIKLINGEN AF TOYOTA PRIUS

Det tog 2 år og kostede ca. 1 mia. USD at udvikle Toyota Prius. Det er 1 år hurtigere en bilbranchen plejer at kunne, og ca samme pris som udviklingen af en normal ny model, dvs. det krævede ikke noget ekstraordinære investeringer at udvikle. Business as usual, beskrevet her:

http://money.cnn.com/magazines/fortune/fortune_archive/2006/03/06/8370702/index.htm


Nu ønsker den europæiske bilindustri at låne 40 mia EURO for at udvikle grønnere biler... 1/3 af EUs budget...

Kan vi så regne med at få 50-60 nye banebrydende “grønne” biler om 2 år?...

Her er hvad bilindustrien siger som grund (Politiken 29. okt 2008)
http://politiken.dk/udland/article590056.ece

* vi mener ikke det er sandsynligt at vi kan sælge grønnere biler
* bilsalget er faldnende
* det vil være dyrt at omlægge produktionen

De forklarer end ikke hvorfor det er dyrt at omstille produktionen – jeg har besøgt Toyotas fabrik i Nagoya og der laver de “mixed-mode production” hvor de omstiller produktionen ca 1 gang pr minut – for bilerne produceres præcis i den rækkefølge de bliver bestil om det så er en stor blå stationcar med benzinmotor efterfulgt af en lille rød hybridbil. Mig bekendt er Toyotas biler ikke ekstraordinært dyre af den grund.

Jeg har også set Hondas fabrik, og de kan gøre det samme - og har forøvrigt også udviklet "grønne" bilteknologier allerede...

Det jeg hører bilbranchen sig er derfor ca. dette:

“vi tør ikke gøre det gamle for egne penge, men vil I ikke nok låne os penge til at udvikle en nogle nye modeller som vi vil producere på en ikke-konkurrence dygtig måde som vi nok derfor ikke kan sælge”...

For mig lyder det som om de er ude på at plyndre skatteyderne under dække af at der er “grønt og godt.”.

Det bekymrer mig.


NOGLE SPØRGSMÅL

Når en bil som Prius kunne udvikles inden for et normalt udviklingsbudget – hvorfor skal EU så låne branchen penge til det?
Givet at de får lånene - vil de så at lancere biler med 1 ny banebrydende teknologi pr 1 mia USD i løbet af de næste 24 måneder til konkurrencedygtige priser?

Hvis de tror det er en dårlig forretning, hvorfor skal de så gøre det for skatteydernes penge?

Givet at nogle selskaber faktisk kan lave grønne biler med overskud, var det så ikke en bedre spare de 40 mia euro og give dem mulighed for at etablere (mere) produktion og udvikling af disse i EU eller fjerne eventuelle skatte-, told- og afgiftsbarrierer der måtte være i vejen for at de kan gøre det?


Venlig hilsen,
Martin Jul



Martin Jul

29.10.2008 | kl.19:19



Kampen for klimaet og dens betydning.

Jeg vil her ikke komme ind på hvad kampen for klimaet betyder for klimaet. Men på nogle af de ting den direkte kan betyde for den enkelte.

Som det allerede er blevet nævnt, har kampen mod global opvarmning her i landet medført teknologiudvikling og eksport for mange penge.
Det kan medføre fordele, når virksomheder og andre tvinges til at spare på støm, varme og brændsel.
Ønsket om at skåne klimaet for drivhusgasser, kan betyde sundere handlemåder, hvor unødvendigt lys larm m.v. mindskes.

Men hvis man går for højt i op i det, har ønsket om at skåne klimaet for drivhusgasser, den modsatte effekt - det er ikke længere noget der giver en sund handlemåde som usund handlemåde.

Jeg så engang en plakat med gode råd for gebærdelse i køkkenet.
Et af dem fortalte, at maden skal afkøles hurtigt, og stilles i køleskab selvom den er lunken.
Følges rådet, vil det medføre ekstra strømforbrug og dermed øget CO2-udledning.
Men bør man ikke acceptere det? Tidligere måtte man, spise ‘op’ , smide maden ud (hvilket ville være ‘energispild’) eller på et senere tidspunkt spise halvfordærvet eller mindre-appetitlig mad.
Sund og lækker mad er en luksus man ikke bør afskære sig fra. Der er jo alligevel ingen der taler om, at vi skal forbyde biler fly og tog, bare fordi man kunne undvære det tidligere.

Et lignende eksempel, er initiativet der ville give hotelbrugere mulighed for et klimavenligt hotelbesøg. Det skulle bla. bestå i, at hotelpersonalet kun skulle skifte håndklæde (og måske var det også linned)
én gang om ugen og dermed spare noget tøjvask. Men hvorfor skulle man give afkald på den sunde luksus der følger med ens, for de flestes vedkommende, sjældne hotelophold, at bruge helt rent håndklæde o.a.? På et hotel er det særligt vigtigt, at tingene bliver vasket i tide, da gammelt snavs er sværere at få af, og hvem ønsker at bruge fremmede menneskers snavsede tøj.

Ved kødproduktion udledes flere drivhusgasser end ved planteproduktion. Hvis bekymring for klimaet får nogle til at tænke sig om før de spiser kød, er det godt. Fint at udfordre sine vaner og holde måde. Men hvis det betyder,, at man vælger sin føde eller behandler sine husdyr udfra hvad der gavner klimaet , er det skidt. Selv ville jeg aldrig erstatte oksekød med svinekød for at mindske udledningen af drivhusgasser.

Mængden af energi ressourcer der er til rådighed per person, er ikke uafhængig af, hvor meget vi forlanger per person. Om vi vil det eller ej, er mængden af mad og energi, der er til rådighed i verden, med til at regulere antallet af indbyggere. Sådan vil det også være, selvom vi skruer ned for vores forbrug, det vil bare først få betydning når befolkningen er endnu større. Lad os ikke vælge en for lav standart, men holde måde med sparsommeligheden.



Poul E. Hansen

11.11.2008 | kl.00:59



CO2 problemet løses ikke ved kvoter og vind/solenergi.

Ved ikke om denne tråd stadig lever (sidste indlæg var så vidt jeg kan se 11/11 2008) men jeg forsøger alligevel at komme med et par kommentarer.
Jeg hilser Jens Collings (og andres) indlæg velkommen, fordi det er så nødvendigt at nogen "tør" stille sig op og fortælle den ubehagelige - men korrekte – sandhed, at det simpelt hen ikke er muligt at spare os ud af CO2 problemet så længe vi globalt set i al væsentlighed baser energiforbruget på fossilt brændstof. Selv med de bedste intentioner om større udbygning af vindmølle og solenergi er det en umulig opgave, fordi befolkningstilvækst og forventet stigning i energibehov fra især udviklingslandene (med Indien og Kina i særdeleshed), langt vil overstige den reduktion vi kan præstere i Europa og USA. A-kraft er klart et alternativ, men jeg er bekymret for om det er muligt at etableres tilstrækkelig stor sikkerhed på området (fysisk sikkerhed omkring værkerne, deponering af affald m.v.).
Jeg vil dog rette opmærksomheden på helt andre løsninger, som dog kræver at det politiske lederskab tør erkende den umulige situation og radikalt ændre energipolitisk fokus fra CO2 nedsættelser og vindmøller/solvarme, til helt andre teknologier. Hvor mange ved mon at fysikere, opfindere og forskere siden starten af 1900 tallet f.eks. har arbejdet på avancerede elektromagnetiske energi systemer til produktion af fri energi baseret på det elektromagnetiske felt der omgiver os. Disse felter benævnes som oftest "Zero point Energy" og "Quantum Vacuum Space Energy" og går helt tilbage til Nicola Tesla's tid. Desværre er principperne blevet ignoreret eller bevidst undertrykt, og patenter baseret på disse teknologier er i mange tilfælde blevet klassificerede (det er muligt i bl.a. USA at ved lov klassificere et patent for at skjule det fra offentligheden). Prototyper og andet demonstrationsapparatur er destrueret eller gemt af vejen mere eller mindre illegalt af organisationer som ikke ønskede disse teknologier publiceret (gæt selv hvilke organisationer og hvorfor). I andre tilfælde er opfindelserne blot opkøbt og derefter gemt af vejen. Mange har nok svært ved at tro på rigtigheden af det, men enhver der laver lidt research på området, finder hurtigt ud af at det rent faktisk forholder sig sådan. Et eksempel fra nyere tid - som ganske glimrende illustrere problematikken - er en opfindelse af amerikaneren Stan Meyer. Han udviklede i 90'erne en ny type brændselscelle som kunne producere hydrogen på basis af almindeligt vand, en elegant løsning til at erstatte benzin/diesel som drivmiddel i f.eks. den eksisterende bilpark. I et interview fortæller Meyer om hvordan han blev tilbudt store summer fra bl.a. en mellemøstlige oliesheik, personer med tilknytning til olieindustrien og det amerikanske militær m.fl. Stein Meyer tog ikke imod disse tilbud, han ønskede opfindelsen skulle publiceres til offentligheden. Han vidste at opfindelsen blot ville blive gemt af vejen (”black shelved”) hvis den blev solgt til disse købere. Han omkom i øvrigt ved en mystisk brand i et garageanlæg i 1998, og en del af hans arbejde blev efterfølgende stjålet ved et indbrud.
Jeg håber det er muligt at få sat markant mere fokus på disse avancerede teknologiområder, der har været gemt af vejen i 100 år - og som fundamentalt kan løse fremtidens energiproblemer uden miljømæssige ”footprints”. Tiden er inde til at tænke radikalt anderledes hvis vi skal redde moder jord, og her kunne Danmark gøre en fantastisk forskel fordi vi allerede i mange år har beskæftiget os med alternative energiformer.



Arne Trnka

30.03.2009 | kl.14:17