Da jeg i sin tid meldte mig ind i Konservativ ungdom og dermed blev konservativ, var det en reaktion på, at jeg syntes staten bestemte for meget i forhold til borgerne.
Jeg syntes at staten med sine mange reguleringer tog ansvaret fra det enkelte menneske og jeg forudså et overreguleret ufrit samfund. Jeg ville ikke være en del af et sådant "barnepigesamfund", og derfor meldte jeg mig ind i Århus KU for at starte kampen mod socialisme, overformynderi og ikke mindst den ubehagelige tendens til misundelse over for folk, der klarede sig godt.
Det var rart at møde ligesindede. Og selvom der var nuancer i opfattelsen af de forskellige politiske spørgsmål, var vi enige om det overordnede politiske mål: Mere frihed til det enkelte menneske.
Siden blev jeg også medlem af "partiet". Jeg blev opstillet til Folketinget, senere valgt til Folketinget, siden minister og nu politisk ordfører for partiet. Og der er selvfølgelig løbet rigtig meget vand i åen siden jeg i 1982 trådte ind over dørtærsklen i Århus KU. For en ting er at dyrke den rene konservative politik som KU´er - en anden ting er at sidde i Folketinget og indgå det ene kompromis efter det andet.
Og det får mig til at tænke på en speciel episode, som jeg har i baghovedet i dag når KU´ere eller andre konservative kritiserer Folketingsgruppen for nogle af de ting vi siger ja til på Christiansborg.
Da vi sidst havde en borgerlig regering syntes den på et tidspunkt, at det var rimeligt at få hastigheden på motorvejene sat op. Dengang måtte man kun køre 100 km. i timen. Vi ville naturligvis have hastigheden på 120 km. i timen. Men som nogen kan huske, havde vi i 1991 en KV mindretalsregering, der var afhængig Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og det daværende Fremskridtsparti. Nu var Det Radikale Venstre og flere toneangivende socialdemokrater ikke de mest fart glade mennesker, man kunne opdrive i Folketinget.
Kompromiset blev derfor at hastigheden kom op på 110 km i timen. Hans Engell, der var justitsminister og havde området under sig, var glad for at kunne hæve hastigheden på motorvejene. Men som KU´er og fremad stormende Folketingskandidat var det jo slet ikke ambitiøst nok til mig. 10 km ekstra i timen var efter min mening en latterlig lille indrømmelse, og det synes jeg da lige, jeg ville forfatte et debatindlæg om. Jeg satte mig til skrivemaskinen (ja, det var lige præcis det jeg gjorde, for den gang var PC´ere ikke hver mands eje) og svang mig gevaldigt op og kritiserede aftalen. Indlægget blev naturligvis optaget i Jyllands-Posten med fin placering og billede, hvilket jeg var vældig tilfreds med.
Men det gik hverken værre eller bedre, end at jeg en uges tid efter skulle ned og undervise på et af KU´s kurser på Kobæk Strand. Det skulle Hans Engell også. Og da jeg egentligt gerne ville have en debat om hans accept at en så ringe aftale, spurgte jeg ham om han havde set mit debatindlæg. Det var nok ikke lige det, jeg skulle have spurgt om, for han hidsede sig voldsomt op. Jeg fik læst og påskrevet, at når det nu endelig var lykkedes os konservative, at få en del af vores politik igennem skulle vi sådan set se det som en sejr og ikke det modsatte. Og om jeg vidste hvor svært, ja nærmest umuligt, det havde været at få dem med på overhovedet at drøfte en hastighedsstigning. Det kunne jeg selvfølgelig godt se pointen i.
Nu kender jeg jo selv vilkårene på Christiansborg, og ved at det desværre ikke er alle partierne derinde, der mener det samme som os. På skatteområdet var vi det første parti, der som de eneste krævede skattelettelser. Vi har nu fået skattelettelser i to omgange, og sidste gang havde vi håbet at få fjernet noget af topskatten. Det lykkedes som bekendt ikke, men vi fik dog for 10. mia. kr skattelettelser. I Folketingsgruppen var vi ret tilfredse. For uden os, og i særdeleshed Bendt Bendtsen, var der overhovedet ikke kommet nogen skattelettelser. Men baglandet, KU´erne og mange af vores medlemmer, synes, at det var alt for ringe. Nogle af dem skrev læserbreve og vi i Folketingsgruppen blev voldsomt ophidsede. For det havde jo været pokkers svært at få de skattelettelser igennem. Ja, nærmest umuligt at få de andre partier med på overhovedet at drøfte skattelettelserne.
Sådan kan man jo altid se en sag fra to sider. Og det skal vi huske på i Det konservative Folkeparti. Vi skal bruge hinanden konstruktivt. Jeg synes det er godt og nødvendigt med et aktivt bagland, der kræver 100 % konservatisme. Vores medlemmer og vælgere skal holde os fast på de konservative værdier og mærkesager.
Omvendt skal der jo også være en forståelse for, at vores vilkår på "Borgen" ikke altid er optimale. Når vi har nået et par skridt på vejen, så er vi i gang. Og Folketingsgruppen er parat til at kæmpe videre. Men hvis vi skal blive større kræver det god stemning og tro på egne evner. Altså en tro på, at vi kan nå vores mål, hvis vi bliver ved med at kæmpe.
Derfor skal vi på Christiansborg være bedre til at signalere, at vi godt er klar over, at målet ikke er nået endnu. Omvendt vil det også være rart hvis baglandet bakker op om de resultater vi når. Det vil give endnu mere gejst til at kæmpe videre for de konservative mærkesager.