”Søvndal, Thorning og Vestager bryder en mangeårig tradition i Folketinget, når de konsekvent bliver ved med at undsige den ambitiøse energiaftale, som de alle indgik med regeringen og Dansk Folkeparti sidste år.”
Det fastslår klimaordfører Per Ørum Jørgensen, efter at Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale har sagt nej til, at Folketinget samles om en fælles vedtagelsestekst i forbindelse med dagens forespørgselsdebat om klima.
”Normalt er man loyal overfor sine aftalepartnere, når der indgås store forlig, men dette er desværre ikke tilfældet, når det gælder energiaftalen. Jeg håber ikke, at denne destruktive tilgang til samarbejdet i Folketinget danner præcedens i fremtiden,” siger Per Ørum Jørgensen.
Han undrer sig over, at den røde blok ikke kan glæde sig over, at Danmark høster anerkendelse fra hele verden for sit lederskab og som rollemodel på klimaområdet.
”Al Gore, Barack Obama og FN´s Generalsekretær Ban Ki Moon roser Danmark for at være foregangsland på klimaområdet. I forrige uge blev Connie Hedegaard kåret af Times Magazine som én af de 100 vigtigste personer i verden. Jeg forstår ikke oppositionens surhed. Måske er det udtryk for frustration,” siger Per Ørum Jørgensen.