Pressemeddelelse

Skattesnyd

Vi medvirker hverken til hæleri eller muligt skattesnyd. Det fastslår Konservatives skatteordfører Mike Legarth og afviser, at den danske stat skal købe navne på danskere med skjulte formuer i skattely som Schweiz og Liechtenstein.

Vi medvirker hverken til hæleri eller muligt skattesnyd. Det fastslår Konservatives skatteordfører Mike Legarth. Dermed afviser han tanken om, at den danske stat skal betale millioner af kroner til personer, der vil sælge tophemmelige stjålne data om skjulte formuer i skattely som Schweiz og Liechtenstein.

 

”Ideen er dybt problematisk, fordi oplysningerne er fremkommet på en ikke-legal måde. Og kan vi være sikre på, at købsprisen for disse "stjålne" oplysninger opgives til skattevæsenet i det respektive land. Hvis ikke så medvirker vi til at skjule transaktioner på samme måde som dem, vi ønsker at afsløre, ” siger Mike Legarth.

 

Desuden er der ingen garanti for, at oplysningerne har nogen reel værdi. Så i stedet for at indlede en klapjagt på mulige skattesnydere med tvivlsomme metoder arbejder regeringen på at styrke samarbejdet mellem landene om øget åbenhed om bankoplysninger og dermed gøre det vanskeligere for skattesnydere at gemme deres formuer, fastslår han.

Emne: Grænseoverskridende kriminalitet, Skat

Ekstrabeskatning af pensionister

Som en af de pensionister der i god tro har sparet op til min alderdom og nu skal ekstrabeskattes, hvor alle andre får skattelettelse, har jeg meget svært ved at forstå, at folk, der bevist har snydt i skat, skal beskyttes. Pas nu på hvad I gør.



Svend Schmidt

13.02.2010 | kl.19:29



Nej til STASI-metoder

Staten skal ikke gøre sig til kriminel hæler for skatteoplysninger.
Det er jo stasimetoder-så skal vi vel også have penge for at anmelde naboer for skattefusk og socialbedrageri.



Niels Lauesen,cand. jur. pens. vicedirektør i Statsskattedirektoratet

15.02.2010 | kl.18:44



Hæleri kan ikke undskyldes med at oplysningerne handler om snydere

Uanset hvor fristende det kan være at komme efter de snydere der måtte være i de stjålne oplysninger, kan staten etisk ikke forsvare at betale for at modtage disse oplysninger. Som konservativ rækker det langt ud over mine moralbegreber, selvom jeg faktisk til dagligt er skatterevisor og derfor har en klar interesse i oplysningerne - det skal bare ikke være på den måde.

SKAT har lovlige metoder til at få fat i nogle af disse folk og har da også haft held til det i kreditkortsagerne. Så mon ikke det er en bedre ide at vi fortsætter med at bekæmpe skattesnyd med lovlige midler og via det internationale samarbejde får bevæget hele verden hen mod større åbenhed, udveksling og ordentlig skattemoral. Udbyttet af det arbejde vil i det lange løb værre større end det vi evt. kan få ind nu og her på nogle stjålne oplysninger om folk med konti i én bank.

For mig handler konservatisme altså blandt andet om at blive ved med at gøre de rigtige ting på den moralsk rigtige måde, også når fristelser og flertallet trækker i en anden retning



Pia Kolind Nielsen

Kasserer
16.02.2010 | kl. 13:17