Nyhed

Kommunal service

Flere udbud og bedre ledelse. Det er vejen frem, hvis borgerne skal sikres den bedste kommunale service til den rette pris. Det fastslår kommunalordfører Henrik Rasmussen.

Flere udbud og bedre ledelse. Det er vejen frem, hvis borgerne skal sikres den bedste kommunale service til den rette pris.


Det fastslår Konservatives kommunalordfører Henrik Rasmussen, efter at landets længst siddende kommunaldirektør Ingemann Olsen fra Kolding har efterlyst mindre slendrian og bedre arbejdsmoral i bestræbelserne på at give borgerne mere velfærd for pengene.

 

"Det er fint at få gang i diskussionen om, hvordan vi får en mere effektiv offentlig sektor - og forfriskende med lidt selvransagelse internt i kommunerne om, hvordan den fremtidige velfærd sikres. Og der er brug for, at kommunerne sætter flere opgaver i konkurrenceudbud, " siger Henrik Rasmussen.

Samtidig er det helt klart et ledelsesproblem, hvis arbejdsdisciplinen blandt de ansatte er for lav, pointerer han.

"Manglende engagement skyldes ofte, at de ansatte har for lidt indflydelse på deres arbejdsopgaver. Så bedre ledelse er vejen til mere arbejdsglæde og dermed en højere effektivitet. Mere frihed til at lede - mere frihed til at arbejde er vigtige nøgleord, når den kommunale service skal optimeres," siger Henrik Rasmussen.

Emne: Kommunal, Udvikling, Social