Det er ét af de spørgsmål, som man uvægerligt møder som politiker.
Folk bliver det uden tvivl af forskellige årsager, men personligt startede jeg i politik, fordi jeg er en ildsjæl, og fordi jeg inderst inde tror på, at hvis der er noget man er utilfreds med, så skal man involvere sig frem for at brokke sig.
Jeg har en meget stærk retfærdighedssans, og det er i virkeligheden den der styrer min tilgang til politik. Jeg kan ikke forholde mig passivt hvis jeg ser noget jeg opfatter som uretfærdigt, det være sig et næsten absurd skattetryk, en kommunes misbrug af lovgivningen, – dyremishandling, social nød eller snæversynet diskrimination.
Når jeg ser på, hvordan politik fungerer i dag, så er der én ting der står mig klart – mange politikere fokuserer for meget på, hvordan de skal blive valgt, frem for at tænke over hvorfor de skal vælges. Det medfører en uambitiøs og useriøs tilgang til politik. De folkevalgte har en pligt til at bruge deres mandat, og om nødvendigt tage de upopulære beslutninger, uden at bekymre sig om, hvorvidt det på sigt kan medføre at de mister det igen. Målet med at være politiker bør være at forbedre tingenes tilstand, ikke blot at bevare sit mandat.
Netop ideen om at forbedre tingenes tilstand – at efterlade verden i bedre stand end vi modtog den, er fundamental for min tilgang til politik. Jeg vil nødigt stå om mange år, og føle at vi skylder vores efterkommere en undskyldning. Men hvis vi skal sikre gode forhold for vores efterkommere, bliver vi nødt til at tænke på hvordan vi gør tingene bedre på langt sigt, frem for det konstante lappearbejde som politik reduceres til at være, hvis man ikke tør se længere end til næste valg. Vi skal koncentrere os om at identificere og løse de problemer som vores samfund lider under, frem for konstant at fokusere på symptom-lindring og lappeløsninger.
Opgaven er enorm i sin enkelthed. Vi skal sikre at de svageste i samfundet får den hjælp de behøver, uden at skabe et formyndersamfund der kvæler de stærkeste, eller driver dem udenlands. Vi skal sikre at miljøet ikke lider overlast, at naturen bevares og at dyrevelfærden når op på et niveau som vi kan være bekendt. Vigtigst af alt: Vi skal finde en vej der muliggør, at kommende generationer har samme, eller bedre, muligheder end vi har haft. For at løse den opgave kræves politikere med visioner og mod, ikke politikere der bare er det fordi det nu er den letteste levevej for dem.
Enhver politiker bør lejlighedsvis stoppe op, se sig selv i øjnene, og spørge sig selv om de kan finde så meget som én sag de brænder så meget for – at den retfærdiggør deres mandat. Hvis man ikke kan det, bør man overveje, om man har nået det punkt, hvor man egner sig bedst til at være embedsmand, for uden visioner og idealer har man ingen berettiget plads som folkevalgt politiker.
Så når folk spørger mig, hvorfor jeg er politiker, må jeg svare: fordi jeg ikke har noget valg – fordi tingene ikke er som jeg vil have de skal være, fordi jeg kan gøre det bedre. Den dag jeg ikke kan give det svar, bliver den dag jeg finder noget andet at lave.