Politik

    Århus: Smilets By

    Århus er en by, hvor over 1/6 af alle indbyggerne er studerende. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at der er politisk fokus på, hvad det er, der kan gøre Århus til en endnu bedre studieby.

    Århus som den bedste studieby betyder ikke, at alt skal centreres om de studerende, men vi skal skabe en by, der er attraktiv for studerende, såvel som for alle andre borgere.

    En by, hvor de studerende trives, er en by med liv i, hvor der er et rigt og spændende kulturliv, men hvor man også tænker i tryghed, renhed og miljø.

     
    For at være Danmarks bedste studieby, skal Århus ikke kun være en god by at leve, læse og feste i – det skal også være en god by at vokse op i, en god by at arbejde i og en god by at være forælder i.

    Det er en by, hvor der er højt til loftet, hvor de frivillige foreninger har vide rammer, og hvor sport og fritidsudbuddet er stort og varieret. Det er en by, der ikke virker selvtilstrækkelig, men i stedet er åben og klar på noget nyt.

    I Århus skal vi være danmarksmestre i at tænke i helheder – når vi anlægger et nyt boligområde, så skal vi med det samme tænke over, om der er mulighed for gode aktiviteter for både børn, unge og forældre i området. Foreningslivet skal simpelthen tænkes ind i byplanlægningen.

    Vi skal sikre, at borgerne har gode pasningsmuligheder for deres børn, at der er gode arbejdspladser inden for kommunegrænsen, og at byen er behagelig at bevæge sig rundt i.

    Vi skal sikre, at der findes gode studiejobs for de studerende og gode jobs for nyuddannede – og dette opnår vi ved at sikre, at erhvervslivet har det godt ved for eksempel at gøre det attraktivt for videns-hverv at etablere sig i Århus, og ved at arbejde politisk på, at nogle af styrelserne – f.eks. miljøstyrelsen, energistyrelsen, fødevarestyrelsen m.fl. rykker til Århus. Det vil flytte nogle rigtig gode arbejdspladser til Århus – og vil også afstedkomme nogle rigtig gode studiejobs. 
     
    Mine mærkesager er: 
    - Tryg by 
    - Grøn by 
    - Ren by 
     
    Vil du læse mere om mine mærkesager, kan du klikke på overskrifterne i menuen til venstre.

    Kontakt

    Niels Christian Selchau-Mark


    8000 Århus C


    Konservative Niels Chr. Selchau-Mark, niels.denmark@gmail.com